SALGSOPTIMERING Vi vil i langt højere grad vil se rene internet-salg af biler, især til den yngre generation. Godt hjulpet på vej af detaljeret fotodokumentation af bilerne, samt uvildige tilstandsrapporter. Det mener Thomas Kjærgaard Jensen og Ian Tambo, der har årelang og bred baggrund indenfor især erhvervsbiler op til 3500 kg. De driver i fællesskab virksomheden Jobcar Varebiler A/S i Kolding og har netop lanceret drejeplatformen Easy Car Display for internet-fotografering af salgsbiler, let og elegant.
- Jeg tror ikke på store, forkromede bil-glashuse på sigt. De digitale bilforhandlere kommer rullende. Hvis man, som os, har gode kundeanmeldelser hos Trustpilot og detaljerede FDM-attester på bilernes stand, så vil kunder gerne købe over nettet og få bilen fragtet hjem på adressen. Især med 12 måneders garanti på brugte biler og 10 dages prøvetid og mulighed for at få ophævet handelen og pengene retur. Det oplever vi selv her i butikken med net-kunder langvejs fra, siger Thomas Kjærgaard Jensen og viser Motor-magasinets udsendte den flotte Trustpilot-score på pc’en.
Meget få på Trustpilot
Jobcar sender efter hvert salg en invitation til kunden om at give en anmeldelse på Trustpilot, nogle dukker først op efter nogle måneder, når kunden har kørt i bilen et stykke tid.
- Jeg kan se, at blot 250 bilforhandlere i hele landet er tilmeldt Trustpilot. Det kan virkelig undre mig i denne tid med digitalisering og kundeønsker om transparens og tillid. Vores system gør, at afstand fra kunde til os er gjort kortere. Vi lægger alt frem i lyset og bruger også sociale medier for at lægge afstand til branchens brodne kar. Og så har vores gennemsigtige salgssystem ydermere den fordel, at kunderne ikke taler så meget pris, siger Ian Tambo.
Jobcar Varebiler A/S sælger cirka 500 varebiler årligt og benytter, for fleksibilitetens skyld, en række samarbejdspartnere såsom et lokalt Bosch Car Service-værksted og Kolding Karrosserifabrik.
Tror på trygt internet-bilsalg
Gode internet-fotos hele bilen rundt, fuld transparens via Trustpilot, FDM-erklæring et års fuld garanti og returret er virkemidlerne hos Jobcar Varebiler A/S.