SPECIALBILER Den første kunde, en velhavende dansker, har købt den danskbyggede kulfiber-sportsvogn Agile SCX, der endnu kun eksisterer som prototype og "lige om lidt" får enten europæisk eller dansk typegodkendelse.
Køberen har bedt om at få opgraderet den 1,6 liters Ford EcoBoost motor til 300 hk - altså hverken 180 eller 225 hk som hidtil skitseret - i samarbejde med Agiles engelske motortuner. Dermed bliver bilens hk/vægt-forhold 1:2 - og så kan selv langt mere motormæssigt potente Porscher godt gå hjem og lægge sig hvad angår acceleration. Og måske også en af de mere direkte konkurrenter, østrigske KTM X-Bow.
Gadebil bliver større
Gadebilen Agile SC122, der ligeledes er på vej med 3,5L V6 turbomotor og 500 hk, er i familie med topersoners racerbilen Agile SCX. Begge er bygget i kulfiber fra danske House og Comosites ved Kolding, og hvad angår kulfiberopbygningen er SC122 teknisk sammenlignelig med hyberbilen Koenigsegg, der blot er i et helt andet prissegment. Medindehaver af Agile Automotive ApS på Frederiksberg, Tim M. Hansen, der også er stifter af House of Composites, fortæller, at de to biler alligevel ikke bliver bygget på samme platform, som oprindelig tiltænkt.
- Vi har valgt at tegne et chassis, der er blevet cirka 10 procent større end planlagt i både længde og bredde, så størrelsen er som en Porsche 911. Vores SCX racer er bygget i de dyre UHM kulfibre, mens SC122 bliver i standardfiber - men vi har bibeholdt stivheden via et tilpasset design, fortæller Tim M. Hansen.
Flere danske leverandører
Målet er at sælge 20-25 Agile SCX’er om året (gade- og racerbiler) samt på sigt omkring 50 stk. årligt af Agile SC122 modellerne. Agile SCX starter ved 499.000 DKK og Agile SC122 starter ved 999.000 DKK, begge plus moms og eventuelt afgift.
Bilen har også fået redesignet sit hjulophæng, der på prototypen var fra Lotus. Nu er det bygget via flere danske leverandører med bremseklodser fra SBS, køler fra Nissens, Bremsekalibre fra Budweg samt powerboks fra HP Electronik.
- Det er vigtigt for os at kunne signalere, at så meget som muligt af denne dansk producerede bil er dansk. Desværre slog en racerkører en kolbøtte med vores prototype på Kolding Køretekniske Anlæg og totalskadede bilen. Så vi er blevet forsinkede i forhold til at få den gadegodkendt, men har holdt møder med Færdselsstyrelsen, der heldigvis er dejligt positive, fortæller Tim M. Hansen.
Overvejer godkendelse
Den danske bilproducent overvejer, om man skal nøjes med en billigere og lempeligere rent dansk godkendelse eller vælge en europæisk typegodkendelse, designet til småbilproducenter med op til 1000 byggede biler årligt - begge naturligvis til Euro6-normen hvad angår udledning.
De nationale typegodkendelser kræver ikke crashtests, men man skal dog stadig dokumentere, at bilen er trafiksikker, den europæiske typegodkendelse har en crashtest af chassiset for at dokumentere, at sikkerhedsselen ikke rykkes ud af sine fastgørelsespunkter.
- Det er vigtigt, at vores bil kommer ud at køre så meget som muligt, blandt andet ved SportscarEvent, for at blive vist frem. Og vi kan konstatere, at den slet ikke har problemer med bremsevarme på grund af sin lave vægt på 600 kilogram. Vores testkører, racerkører Michael Markussen, kører den til grænsen - ikke over - og melder, at standardgearkassen uden spær leverer kræfterne fint gennem bilens 235 R17 dæk, så vi håber på god interesse fra købere, siger Tim M. Hansen.
Agile og House og Composites har blandt andet arbejdet sammen med danske universitetsstuderende om udviklingen af bilen.
Letvægt sikrer danske Agile Porsche-fart
Den nye danske producent af sportsvogne er på vej med såvel racerbilen SCX samt gadebilen SC122, begge i avanceret kulfiberopbygning som langt dyrere biler à la Koenigsegg.