23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Debat: Tænd for det lange lys

Bilforhandlere har det med at tænke på drift fremfor langsigtede, strategiske overvejelser. Men er det en god ide?

STRATEGI ELLER DRIFT? Modsætningen er egentlig meningsløs. Strategi uden eksekvering (drift) er bare teoretisk skrivebordsarbejde uden reel værdi. Men drift i sig selv, altså uden retning og mål (strategi), skaber på lang sigt heller ingen væsentlig værdi. Derudover er det frustrerende for alle interessenter, hvis man ikke ved hvorfor man "drifter" som man gør og hvad målet med aktiviteten er.

2017 årsrapporterne er nu ved at være offentliggjorte. Sidste år var endnu et godt år for bilbranchen i Danmark, men for nogle aktører måske ikke helt så godt som forventet. Usikkerheden omkring bilafgifterne i 3. kvartal 2017 gjorde, ikke overraskende, mere ondt på nogle end på andre. Men det er nu ikke hele baggrunden for de forskellige præstationer.

Vi er dygtige til drift
Bilfolk er generelt rigtig dygtige til drift. Vi har historiske været vant til meget svingende ramme- og afsætningsvilkår. Så af nødvendighed er vi blevet gode til hurtigt at justere forretningen, især omkostningerne, når resultaterne skuffer. Dette gælder for virksomheder i alle størrelser i vores branche.

Jeg har her i foråret flere gange haft mulighed for at sparre med direktioner og/eller bestyrelser omkring bilbranchens fremtid, blandt andet i forbindelse med mine "Bilbranchen 2025" foredrag. Det har været meget udbytterigt. Men det har også slået mig, hvor meget drift bliver prioriteret over strategi. Flere af de aktører som underpræsterede i 2017 "fokuserer nu 100 procent på drift" (citeret ordret fra flere direktører) for at præstere bedre i 2018. Det er jo sådan set meget logisk; men er det en god ide?

På den helt korte bane (inden for 12 måneder), ja. Der har sikkert sneget sig lidt "fedt på sidebenene" ind i organisationen igen efter de store tilpasninger under og umiddelbart efter finanskrisen for knap 10 år siden. Så selvfølgelig er der omkostninger, som kan skæres ned. Og omkostninger som ikke, i første omgang, har den store betydning for omsætningen og således på kort sigt kan medvirke til en forbedret rentabilitet.

Udviklingen fortsætter
Men mens topledelsen er fokuseret på spareøvelser, så fortsætter udviklingen jo i branchen. Og den kommer til at accelerere i de kommende år, med ændrede kundepræferencer, nye distributionsformer, grøn omstilling og en markant digitalisering, både af bilen og af virksomheden. Og det er svært, men selvfølgelig ikke umuligt, for ledelsen at bremse og trykke på speederen på samme tid.

Eller sagt lidt populært: hvad nytter det at løbe stærkt (forbedre drift), hvis man løber i den forkerte retning!

Størstedelen af aktørerne i bilbranchen i Danmark, både i engros- og detailleddet, er familieejede virksomheder, som det jo i øvrigt er tilfældet for de fleste andre brancher her i landet. Den måske største styrke ved at være familieejet burde netop være, at man tænker langsigtet og ikke kun et kvartal eller to frem, som børsnoterede eller kapitalfond-ejede virksomheder indimellem kan være tvunget til.

Sparede omkostninger kan blive dyre
Meget tyder på at bilbranchen, især i detailleddet, kan være markant ændret om 5-10 år. Det er derfor af afgørende betydning for især de større aktører at få sig positioneret rigtigt ift. denne udvikling. Det kræver en klar strategi og stærk eksekvering; og det kræver investeringer, både i form af penge og (topledelsens) tid. Set ude fra, så er to gode eksempler på sådanne virksomheder i øjeblikket Semler Gruppen og Interdan koncernen.

Blandt især bilforhandlerne tænker man ofte mere kortsigtet. Det betyder at man nu slår bak på udviklingsprojekter og fokuserer "100 procent på drift" for at forbedre resultatet i 2018.

De sparede omkostninger, som tager ledelsens fokus væk fra udvikling, kan blive rigtig dyre på lang sigt. Og med mindre virksomheden er i en situation, hvor långiverne dikterer en sådan kurs (og det er heldigvis så absolut de færreste i bilbranchen, som er i den situation), så er det jo reelt unødvendigt.

Tænk langsigtet. Formuler en klar strategi eller opdater den i lavede for nogle år siden, for den er nu forældet. Og brug så i stedet de stærke driftskompetencer din virksomhed sikkert har, til at eksekvere på strategien. Det er i øvrigt også, for alle involverede, meget sjovere end at skære ned!

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|