MILJØTEKNIK Igennem et lille års tid har man gået og gemt på en hemmelighed på den aalborgensiske virksomhed Ser- Energy.
Men på den internationale biludstilling i Beijing sprang en bombe, der efterlader et velklingende ekko i Aalborg.
På Beijing Motor Show - Auto China (2018) var der verdenspremiere på den superbil RG Nathalie.
På flere måder minder RG Nathalie om en Tesla. Den er lynhurtig, luksuriøs og lækker, men hvor andre elbiler typisk har en ret begrænset aktionsradius, inden de skal oplades igen, kører Nathalie op til 1200 kilometer, og så tager det kun tre minutter at "oplade" den igen.
Forskellen skyldes ny teknik fra SerEnergy, der giver bilen samme mobilitet og fleksibilitet som traditionelle diesel- og benzinbiler.
- Bilen har mindre batterikapacitet end traditionelle elbiler. Til gengæld har den brændselsceller, så med en tankfuld methanol lades batteriet op under kørslen. Methanolen kan tankes ligesom diesel og benzin - altså med den kendte infrastruktur. Forskellen er, at det hele foregår uden røg, støj og møg, pointerer Mads Friis Jensen, der er salgs- og marketingdirektør i SerEnergy.
Bag bilen står i første omgang det tysk-kinesiske joint-venture Gumpert Aiway.
SerEnergy har været med på sidelinjen under designet og produktionen af en prototype, og i februar fik man selv fingre i et eksemplar, da brændselscellesystemet skulle monteres og testes.
Det hele har skullet foregå aldeles tys-tys, da man ville bevare hemmeligheden indtil udstillingen i Kina.
For SerEnergy er der ifølge Mads Friis Jensen store perspektiver i det nye samarbejde.
SerEnergys fokus har i forhold til transport hidtil ligget på busser og især mindre erhvervskøretøjer, og at få foden inden for i et luksusbil-projekt giver rigtig god mening.
- Betalingsvilligheden i forhold til luksusbiler er meget højere i forhold til de biler, som sælges til hr. og fru Danmark, og hvor vi står p.t., koster teknologien mere end den gængse teknologi som forbrændingsmotorer. Derfor sigter vi efter de folk, der er villige til at betale for den nye teknologi, siger han.
Ifølge SerEnergy forventer Gumpert Aiway at sælge i flere hundrede tusinde eksemplarer, og der skal altså leveres masser af brændselsceller i de kommende år. Desuden forventer man at udvikle flere bilmodeller.
- Nu må vi se, hvordan det går, men det er tilsyneladende muligt at sælge ganske mange biler af denne type på det kinesiske marked. Dermed får vi lov at levere en masse brændselsceller til et meget spændende marked. Det betyder vækst i Nordjylland, og det betyder, at vores teknologi kommer ud på markedet, siger Mads Friis Jensen.
Konservativ branche
Mads Friis Jensen forventer dog ikke, at bilmarkedet nu ligger åbent for den nordjyske virksomhed.
- Bilbranchen er meget konservativ, og de enkelte producenter har valgt teknologispor, så det er meget svært at komme med ny teknologi. Men nu har vi fået foden indenfor i den niche, der hedder luksusbiler, så det er et skridt på vejen, siger Mads Friis Jensen.
I en pressemeddelelse udtaler Roland Gumpert, CEO hos Gumpert Aiways og CPO hos Aiways LTD følgende om samarbejdet:
- Vi havde brug for en ny teknologi, der giver os mulighed for at producere elektricitet under kørsel uden at skulle revolutionere påfyldningsinfrastrukturen, og til det er methanol brændselscelle-teknologien et perfekt match. SerEnergy blev valgt som leverandør af brændselscellesystemet på grund af deres høje elektriske effektivitet, og vi har haft et meget tæt og professionelt samarbejde gennem hele projektet.
Aalborg-firma producerer opsigtsvækkende brændselscelle
Det danske firma SerEnergy leverer brændselscelle til nyudviklet lynhurtig tysk-kinesisk elbil. Cellen virker på methanol, der har afgørende fordele over brint.