ÅRSMØDE Reglerne for typegodkendelse af biler og bildele, herunder også adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformation, var på dagsordenen, da brancheforeningen AUTIG fredag den 20. april afholdt sit årsmøde på Kragerup Gods nord for Slagelse.
- Vi har arbejdet med en omfattende revision af disse regler i hele 2016 og 2017, og der var to meget vigtige punkter, som vi fra starten arbejdede for. Det ene var at bringe reglerne om OBD-indgangen tilbage i lovgivningen, sagde formand Jan Christensen i sin beretning under den ordinære generalforsamling.
- Kommissionen havde droppet flere paragraffer, som tidligere havde sikret en tilstedeværelse af OBD-stikket, og bilfabrikkerne, som nok havde hjulpet dem frem til at skrive OBD-stikket ud af historien, var allerede begyndt at spekulere i, hvordan og hvornår de kunne slukke helt for den adgang til bilens data, tilføjede han.
Godt resultat i hus
Det andet punkt var AUTIG’s ønske om adgang til bilens OE-varenumre gennem bilens stelnummer, og vel at bemærke adgang i en form, som kan modtages og behandles elektronisk.
- Det har gået op og ned flere gange over de to år, men takket være Europa-Parlamentet og ikke mindst en dansk politikers indsats, er det faktisk lykkedes for os at få et godt resultat i hus. I december måned blev de sidste trilog-forhandlinger afsluttet - det er forhandlinger mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet - og der blev indgået et kompromis. OBD-stikket kom tilbage - med en styrket tekst, som fastslår, at stikket skal være åbent for aflæsning under kørsel. Adgangen til OE-numre pr. stelnummer kom også i hus, og det skulle gerne betyde, at fejlleverancer fra os bliver historie, sagde Jan Christensen.
Ikrafttrædelsesdatoen for de nye regler er 1. september 2020, og blot to dage inden AUTIG-mødet - den 18. april - blev det endelige resultat vedtaget i Europa-Parlamentet, og nu mangles kun en offentliggørelse af forordningen i EU Tidende.
Gratis adgang
- Der er et par andre "goodies" i den nye forordning. Den ene er, at adgangen til bilens elektroniske servicebog - og til at skrive i den - fremover skal være gratis. Det andet er regler, så SERMI (Forum for Access to Security-Related Vehicle Repair and Maintenance Information) kan etableres. SERMI stammer tilbage fra Euro 5 og 6 forordningen, men kan først realiseres nu på grund af et langt forberedende arbejde om akkreditering, godkendelse og autorisation, som skulle tilrettelægges i samarbejde med bilfabrikkerne, sagde Jan Christensen.
- Det er jo de regler, som kan give uafhængige værksteder adgang til at arbejde med elektroniske, sikkerhedsrelaterede informationer og komponenter i bilen, såsom bilens tyverisikring og nøgler, de ikke har adgang til at reparere på i dag. Men det er altså også regler, som vi står bag, og FIGIEFA har deltaget i forhandlingerne, der har taget adskillige år. Det er ganske sandsynligt, at SERMI også vil finde fremtidig anvendelse på adgang til bilernes OBD-stik, som på et tidspunkt vil blive betinget af autorisation og adgangskoder for at undgå risiko for hacking, tilføjede formanden.
I den omfattende beretning kom han blandt andet også ind på bilsalget, leasingbiler, reparationsgrænsen og connected cars.
Networking og underholdning
Årsmødet på det imponerende og naturskønne Kragerup Gods bød også på plads til både networking og underholdning i løbet af dagen samt afsluttende gourmetmiddag samt musik og dans.
Næste årsmøde hos AUTIG holdes den 5. april i region Midtjylland.
OBD-indgangen tilbage i lovgivningen
Glæde på AUTIG’s årsmøde over helt ny vedtagelse i Europa-Parlamentet om reglerne for typegodkendelse af biler og bildele.