23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Er det slut med de selvkørende biler?

KLUMME: For at øge trafiksikkerheden må føreren ud af ligningen. Men det kræver computerkraft og at bilbranchen lærer at forstå tankegangen i IT-branchen, skriver Rene Tønder.

VISION 49-årige Elaine Herzberg blev den 18. marts i år en del af historien i bilbranchen. Desværre på en tragisk baggrund. Hun blev, som det første menneske i verden, kørt ned og dræbt af en selvkørende bil, i det sydlige Phoenix i USA. Bilen var fra Uber.

Det har helt forståeligt givet anledning til refleksion i pressen, hos politikere og blandt aktørerne i bilbranchen. Et dødsfald i trafikken er altid et dødsfald for meget; også, eller måske især, når det er en selvkørende bil, som forårsager det.

Så er selvkørende biler - udråbt af mange, herunder undertegnede, som den største "disruption" i bilbranchen nogensinde - allerede fortid? Er det allerede slut?

Færdselssikkerhed: Verden over skyldes dødsfald i trafikken i over 90% af tilfældene føreren. I Danmark blev der i 2017 slået 187 ihjel i trafikken. Efter store fald for 10 år siden, så har det niveau været forholdsvis stabilt siden 2012 (se figur 1.).

Volvo Cars, som jo ikke ligefrem er ubekendt med vigtigheden af sikre biler, har som sin vision, at fra 2020 må ingen blive slået ihjel eller blive invalideret i en ny Volvo. En fantastisk og stærk vision!

Logisk set er der kun en måde hvor på Volvo Cars, og andre bilproducenter, kan opnå dette mål; nemlig ved at tage føreren ud af ligningen. Altså kontinuerligt gøre bilerne mere og mere selvkørende, indtil man når "Level 5" (NHTSA skalaen), altså hvor bilen kan klare sig fuldstændigt uden fører.

DATA Selvkørende biler generer enorme mængder data. Intel, som fremstiller computer processorer, estimerer at en "Level 5" selvkørende bil genererer 4.000 GB data - om dagen (!). Mig bekendt er der ingen af bilproducenterne der på fornuftig vis er i stand til at analysere og anvende så store mængder data. Selvkørende biler må derfor i sagens natur blive et samarbejde mellem bilproducenter, som står for det fysiske, og IT-selskaber, som står for det binære. Vi vil således fremover i stigende grad se IT-selskaber som Google (med datterselskabet Waymo), Uber, Apple og måske Amazon blive involveret i bilbranchen. Og i Kina, som formentlig om få år overhaler USA mht. såvel udvikling som implementering af selvkørende biler, vil det være selskaber som Alibaba og Tencent.

MOORE'S LOV I bilbranchen er vi vant til fysiske produkter og dermed lineære tankegange. Det er der ikke noget underligt i. Det er jo mange kilo stål, aluminium, gummi, glas, plastic osv. som vi sælger og servicerer. Bilen kan ikke digitaliseres. Den vil altid være atomer.

Så vi forstår som branche ikke IT-branchen, som er vant til eksponentielle tankegange. Vi taler, populært sagt, ikke samme sprog. Derfor forstår vi heller ikke hastigheden i IT-branchen.

Du kender måske til Moore’s Lov. Denne "lov", som blev formuleret helt tilbage i 1965 af Intels medstifter, Gordon E. Moore, forudsiger, at processorkapaciteten fordobles og prisen halveres ca. hver 18. måned. Den har vist at være overraskende præcis, også i dag.

Udviklingen i selvkørende biler vil primært blive drevet af udviklingen i computerkraft. Og det kommer derfor til, efter min vurdering, at gå hurtigere end vi i bilbranchen regner med.

ØKONOMI Men et er færdselssikkerhed og udviklingen inden for IT, noget andet er økonomi. 25 år i bilbranchen har efterhånden lært mig, at udviklingen i vores branche først og fremmest er styret af økonomi. Altså helt simpelt: kan det betale sig? (for bilproducenterne, for importørerne - og for bilforbrugerne).

Så kan det betale sig med selvkørende biler? Ja, det kan i den grad betale sig for forbrugerne (se figur 2). Måske knap så meget for producenterne, da udbredelsen af selvkørende biler formentlig vil medføre et lavere salg af biler. Men til gengæld vil de blive brugt mere intensivt. Så det er i et eller andet omfang "gynger og karruseller". Forretningsmodellen vil dog blive ændret. Og producenterne har ikke noget valg, for efterspørgslen vil diktere et skifte over mod selvkørende biler pga. økonomiske hensyn og færdselssikkerhed.

KONKLUSION Selvkørende biler kommer. Og de kommer, tror jeg, hurtigere end vi regner med. Betyder det så at en almindelig bilkøber om kort tid kan gå ned til sin lokale bilforhandler og købe en "level 5" selvkørende bil? Nej, det gør det ikke.

Selvkørende biler vil formentlig først blive introduceret til markedet i afgrænsede geografiske områder, f.eks. til nærtransport i større byer, og til tung varetransport (lastbiler). Og de vil blive ejet af større flådeejere og dermed skubbe yderligere på ændringer i ejerformer.

Der er stadig væsentlige barrierer for udbredelsen, ikke mindst juridisk og forsikringsmæssigt. Men de vil blive løst, fordi de økonomiske fordele er så store.

Så senest om 5 - 7 år vil selvkørende biler være en væsentlig del af markedet for nye biler. Også selvom vi nok - desværre - undervejs i forløbet ikke helt kan undgå at opleve nye, tragiske dødsfald.

P.S. Hvis du gerne vil vide mere om bl.a. den spændende udvikling inden for selvkørende biler, så har jeg i november 2018 arrangeret en studietur til Los Angeles og Phoenix for at opleve "Fremtidens Bilbranche" på nærmeste hold. Mere information på: rene@toender.org

BREAKING
{{ article.headline }}
0.095|instance-web03