RETTELSE Motor-magasinet bragte i fredags den 13. april på side 26 og på netavisen den 12. april en artikel om, at Max MC Import AB holder ophørsudsalg, idet Inge og Max Jacobsen siger stop efter 34 år - i Sverige. Bent "Max" Jacobsen startede sit firma i 1984 i Sarup på Als.
Beklageligvis bragte Motor-magasinet et forkert foto til artiklen, nemlig af firmaet Max MC Parts på Sarupvej på Als.
- Men Max MC Parts lever i bedste velgående, understreger indehaver Hans Jørgen Nielsen.
Det forkerte foto-valg har fået flere kunder til at reagere bekymret, men det er altså helt uden grund, siger Hans Jørgen Nielsen.
Etableret i 2016
Han startede Max MC Parts ApS den 1. marts 2016 efter købet af de to konkursboer, Max MC Import A/S og ScanMi Aps. Ligeledes blev lokalerne på Als ved Sønderborg overtaget.
Produktudvalget fortsatte i store træk, som mc-, scooter- og cross-nøglekatalogerne viser. Flere produktgrupper er og bliver udvidet, og flere produkter er kommet til, og der er flere på vej.
Ud over de mere end 60 agenturer på tilbehør har Mac MC Parts også Hyosung, Beta og Generic/KSR køretøjer og reservedele.
De cirka 100.000 varenumre findes i de godt 2000 kvadratmeter store lokaler, der ligeledes rummer administration og store møde faciliteter.
Store investeringer i computersystemer og webshop har gjort firmaet til en moderne virksomhed, der dagligt sender pakkerne direkte ud til privat kunder og forhandlere via PostNord.
Virksomheden har fem ansatte, som via mange års erfaring og knowhow betjener i alt cirka 400 forhandlere i Danmark samt flere lande i Europa.
Revitaliseret webshop
I sommeren 2017 lancerede grossisten Max MC Parts en fuldstændig revitaliseret udgave af firmaets webshop på www.maxmcparts.dk. Konceptet, der hedder B2B-C, går ud på at Max MC Parts sender varer direkte til kunderne, men samtidig sørger for, at de lokale mc-forhandlere får informationer om købet og modtager deres normale avance. MC-webshoppen tilgodeser således både kunder og forhandlere.
- Det skal være med til at dæmme op for den voksende internethandel, og konceptet er blevet en succes. Vi har hver dag 30-40 private kunder, som handler på webshoppen, fortæller Hans Jørgen Nielsen, som har 40 års erfaring inden for motorcykelbranchen.
Fortsat fuld fart på Max MC Parts
Max MC Parts på Als har stor succes med sin revitaliserede udgave af webshoppen.