23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye biler er vejen til de unges hjerter

Mangel på lærlinge? Ikke her. En af de tekniske skoler, der ikke har vanskeligt ved at få unge til at kaste sig ud i uddannelse som mekaniker, er skolen i Skjern. Nye biler, nyt udstyr og "skøre lærere" ser ud til at være vejen frem.

LÆRLINGEMANGEL Her er en lille quiz: Unge mennesker, der er på vej ind i mekanikerfaget. Synes de: A) Det er sjovest at lære at skifte bremseklodser på en Hyundai i10? B) Det er sjovest at lære at skifte bremseklodser på en Porsche Cayman?

Svaret blæser ikke i vinden. Og det gør det heller ikke i Skjern i Vestjylland. Det er netop derfor Skjern Tekniske Skole for kort tid siden satte en sølvfarvet Porsche Cayman S fra 2006 (centermotor og 295 hk) ind i rækken af biler, som kommende mekanikere øver sig på.

- Ja, nye biler betyder meget, forklarer skolens uddannelseschef, Allan Kristiansen. Vi skal have nye biler i undervisningen og nye biler med den nyeste teknik f.eks. matrix-lygter. Det betyder meget for vores undervisere, at de kan vise den nyeste teknik, og det betyder meget for de unge mennesker, der vælger netop vores skole.

- Vi skal gerne have mindst én ny bil hvert år og allerhelst to. Det er det, der trækker de unge hertil.

- Ud over Porschen har vi f.eks. også en lidt ældre BMW Z3-sportsvogn - den fra James Bond-filmen - med variabel motorstyring. Så kan de lege med den på rullefeltet.

"Lege" på rullefeltet. Du har flere gange i vores samtale brugt netop ordet "lege." Er det ligefrem den overordnede pædagogik?

- Det er i hvert fald noget, vi går meget op i, er Allan Kristiansens prompte svar. Det skal være sjovt og i det hele taget spændende at gå på vores tekniske skole. Vi forsøger generelt at få motorsport ind over. Den lokale ungdomsskole kører jo moto-cross, og vi har fået flere elever - både piger og drenge - ind den vej. Vi har også kørt et klubrally på vores parkeringsplads: Vi afholdte et klubrallykursus her på skolen, hvor i alt 17 kørere kastede sig over tre baner, som de gennemførte to gange efter de havde fået deres lille kursus. Det giver også lidt opmærksomhed. Og gokart og paintball hører med til noget af det vi hygger os med efter fyraften.

- Apropos efter fyraften. Nu er der jo også "frit skolehjem", det vil sige at eleverne kan bo på skolen og at mester får beløbet refunderet. Det er med til at sikre en særlig stemning her på skolen.

- I øvrigt er det inspirerende at se DASU’s initiativ med "motorsport på skoleskemaet," der jo helt flugter med vores tankegang. Det er jo begge initiativer, hvor motorsport og nye biler i undervisningen er med til at få unge menneskers øjne op for en spændende uddannelse og derefter et spændende fag, vurderer Allan Kristiansen.

- Og så kan forældrene også se, at der er en fremtid i at tage en uddannelse som mekaniker. Vi håber da også på, at EUX vil hjælpe til at forældrene - og her måske især mødrene - opdager, at når deres barn tager denne uddannelse, får de også en studentereksamen, der giver dem muligheder for på et senere tidspunkt at læse videre. Jeg tror, det er vigtigt, at muligheden er der; også selvom mange nok ikke vil benytte den. Men muligheden er der. Og det er vigtigt, lyder det fra Allan Kristiansen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.173|instance-web01