FORANDRING Dribe - Semlers nye satsning i leasingkrigen mod både importører og forhandlere - er bygget op efter et grundlæggende princip: livsbegivenheder. Fordi en investering i en bil, lille som stor, er en relativt tung post på husholdningsbudgettet, kan eksempelvis et nyt familiemedlem, en ferie eller en fyring rykke helt rundt på økonomien - og dermed også det råderum, som skal få de fire hjul til at rulle. Det fortæller Lars Eegholm, direktør for Dribe, der er Semler-koncernens nyeste division for bilabonnementer på 30 dages basis.
- Livsbegivenheder er jo afgørende for så mange aspekter af vores økonomi. Selvfølgelig kan noget forudsiges, men mange ting kan jo komme pludseligt. Og har man bundet sig for 6, 12 eller 24 måneder på en leasingkontrakt, eller man har købt en bil, så risikerer man at sidde med en rigtig tung post, hvis man nu er så uheldig at miste sit job, fortæller Lars Eegholm, da Motor-magasinet møder ham på en af Semlers afdelinger i Søborg.
Livsbegivenheder viser vejen for Dribe
Dribe skal give maksimal fleksibilitet, hvis ferien er rundt om hjørnet, der kommer børn eller hvis man mister sit job.