BILHUSE Selv om vinteren har syntes lang, er der forår i bilsalget. Otte ud af 10 forhandlere har en forventning om et salg i andet kvartal, der som minimum er på niveau med det ganske positive første kvartal.
Det viser en rundspørge, som AutoBranchen Danmark har lavet blandt sine medlemmer, og mere end 50 procent af medlemmerne har svaret på.
- Efter perioden med politiske indgreb og stop i salget, er det særdeles positivt, at vi nu er på rette vej. Forhandlerne har tiltro til, at der bliver masser at lave i den kommende tid, og bilsalget er jo en indikator for, at det går ganske godt i Danmark, siger AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg.
40 procent af de adspurgte bilforhandlere har tiltro til, at salget vil stige i andet kvartal, mens 42 procent har svaret, at de forventer et salg på niveau med første kvartal, som i øvrigt lagde godt fra land med rekord i januar 2018 og holdt niveau i februar. Samlet set var bilsalget for januar og februar en smule højere end i 2017.
Mangler ansatte
De positive tendenser smitter også af på forhandlernes medarbejderstab. Næsten en fjerdedel af forhandlerne forventer nemlig at skulle ansætte nye medarbejdere i de kommende måneder.
Desværre har ikke alle den samme optimisme i forhold til at finde den fornødne arbejdskraft. Mere end 50 procent melder, at de i større eller mindre grad kan have svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft.
"Generelt skal vi i Danmark lægge os i selen for at uddanne de rigtige medarbejdere. Det synes jeg også, at vi gør i autobranchen, og vi må ikke slippe fokus på det," siger Gitte Seeberg.
I AutoBranchen Danmark har et nyt uddannelsesudvalg sammensat af medlemmerne iværksat et stærkt fokus på samarbejdet mellem skoler og virksomheder.
Danske bilsælgere tror på mersalg
Optimismen er ganske stor blandt landets forhandlere, når de skal spå om bilåret 2018.