Biljura: Når handelen skal gå tilbage

JURA Som beskrevet i Motormagasinet for få uger siden, vandt en bilforhandler en langtrukken sag over FDM ved Højesteret. Sagen handlede om, hvordan finansieringsomkostninger skal indgå i tilbagetagelsen af en bil på grund af mangler.

Rent juridisk er det en meget spændende sag, og det er dejligt, at der fra allerhøjeste sted er sat et punktum for en lang debat.

At få en sag i Højesteret er i sig selv en sjældenhed - og en meget langvarig en af slagsen. Den konkrete sag var opstartet i Ankenævn for Biler og fandt her sin afgørelse den 9. april 2014, og har siden altså verseret i den traditionelle, civilretlige system.

De tidligere omtaler af sagen har fortrinsvis drejet sig om kritik af ankenævnet - men det er på sin plads at bemærke, hvilken betydning afgørelsen får rent juridisk for de bilsælgende - og finansieringsformidlende - bilvirksomheder.

Hvad er omkostninger
En bilhandel finansieres ofte via bilforhandlerens finansieringsselskab, og i den forbindelse vil der altid være omkostninger forbundet med selve finansieringen.

Køberen oplever disse omkostninger som en del af handlen, og derfor kræver købere naturligt disse dækket, hvis den købte bil viser sig mangelfuld, og handlen af den grund går tilbage.

Hvis den solgte bil er mangelfuld og disse mangler er væsentlige - eller afhjælpning ikke sker inden rimelig tid - kan køber hæve handlen i medfør af købeloven.

Når en handel hæves, skal hver af parterne tilbagelevere, hvad de hver især har fået fra den anden; købesummen skal altså tilbagebetales mod samtidig returnering af den købte bil.

Køber skal dog betale for nytteværdien af de kilometer, han har kørt. Dette beløb fastsættes typisk til 50 øre pr. kørt kilometer pr. 100.000 kr., bilen har kostet. Almindeligvis har køber også betalt leveringsomkostninger, hvoraf en del dækker udgiften til nummerplader, og dette beløb skal også tilbagebetales ved en ophævelse.

Men hvad med finansieringsomkostningerne? Og hvad med de øvrige udgifter, som kunden kan have haft på bilen, herunder faste løbende udgifter, såsom vægtafgift, forsikring m.v.?

Hvad med ansvaret?
Udgangspunktet er her, at alle øvrige poster kun skal betales, hvis der er noget at bebrejde bilforhandleren - der skal i juridisk forstand foreligge et ansvarsgrundlag.

Det er i den forbindelse ikke nok, at der er konstateret mangler ved bilen, blandt andet fordi bilforhandleren kun yderst sjældent har gjort noget forkert ved handlen eller håndteringen af bilen.

Et egentligt ansvarsgrundlag foreligger eksempelvis, hvis bilforhandleren har undladt at give kendte oplysninger om bilen, har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller har givet en garanti for noget, der efterfølgende viser sig at være ukorrekt.

Dette kaldes også for en tilsikring.

Med dommen cementerer Højesteret, at ansvarsgrundlaget ikke automatisk er til stede, bare fordi bilen er mangelfuld, og at det er køber, der har bevisbyrden for, at der er noget at bebrejde bilforhandleren.

Dommen lægger sig pænt i tråd med dels tidligere praksis fra Ankenævn for biler, men også tidligere domspraksis.

En ombygget en Beetle
Som eksempel kan nævnes en sag, hvor en kunde havde købt en VW Beetle, der var ombygget til Cabriolet i USA.

Køberen fik oplyst, at bilen var godkendt af Færdselsstyrelsen i Danmark, men da han ville syne bilen, blev den afvist, blandt andet fordi der ikke forelå de fornødne tilladelser. Køberen hævede handlen og krævede erstatning for finansieringsomkostninger og forsikringspræmie.

Køberen fik medhold, fordi bilforhandlerens oplysning om, at bilen var godkendt i Danmark, blev anset for en garanti - en tilsikring. Tilsvarende lagde Landsretten vægt på, at det var en afgørende - og kendelig - forudsætning for købet af bilen, at den lovligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt kunne benyttes til kørsel i Danmark.

Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at dommen ikke indebærer, at forhandleren pålægges en egentlig oplysningsforpligtelse overfor køberen om, at finansieringsomkostningerne ikke er en egentlig del af købesummen.

Hvorvidt det bliver et krav i fremtiden må netop fremtiden vise.