SKADESDELE SKAD’s aktuelle rapport om de markante forskelle på originale og alternative dele har fået mange i branchen til tasterne, og med rette, da emnet påvirker bilejerne og ultimativt samfundet. Alle parter bør dog prøve at kigge mere ud over kanten af branche-debatten og lave en større helhedsbetragtning på emnet.
Når der sker ændringer inden for for eksempel forsikringsskader på biler, påvirker det naturligvis de direkte implicerede parter først. Uden at blæse sagen for stort op, vil jeg påstå, at også bilejere, forsikringstagere, samfundet, miljøet og nationaløkonomien bør tænkes ind i debatten, så vi ikke blændes af egne vaner, behov og præferencer.
Når jeg læser indlæggene i debatten, belyser de fleste en delvist subjektiv tilgang til emnet, og mit eget bidrag vil med stor sandsynlighed blive set på med samme briller. Mit ønske er dog at bidrage med en ny vinkel, så debatten får et bredere perspektiv.
Nytænkning og myter
Som autogenbrugere tænker vi hos KOED A/S hver dag på effektiv genanvendelse af autodele, men også på hvordan vi bidrager til en bedre verden. Denne tendens genkendes hos bilproducenterne, der er tvunget til at tænke nyt på CSR-området, og anerkendelsen af at der skal mere genanvendelse til, er det nye sort.
Vi er som autogenbrugere (ikke autoophuggere) kommet rigtig langt med udbredt brug af analyser, lagerlister, databehandling, filoverførsler, real-time data, grundige kvalitetskoder, fotodokumentation, priskørsler op imod nyprisen og meget mere, og kan dermed tilbyde brugte dele på med samme nemhed og tilgængelighed som leverandører af nye dele.
Efterhånden som erkendelsen af behovet øges og markedet modnes dertil, vil udbredelsen og anvendelsen af brugte dele være lige så oplagt og ligetil som nye dele er i dag.
I relation til den aktuelle debat har en brugt originaldel pasform, kvalitet og sikkerhed på niveau med en ny originaldel, mens prisen er konkurrencedygtig over for mange alternative dele. Det er samtidig vigtigt at huske på at der et never-ending kapløb om den laveste pris på uoriginale dele, hvilket påvirker kvalitet og sikkerhed. For brugte dele sætter markedsvilkårene en naturlig grænse for hvor billigt delene kan sælges, da en del i OE-kvalitet altid vil have en høj værdi. Brugte originaldele vil derfor aldrig blive billigere end de billigste alternative dele, men pris og kvalitet vil altid hænge sammen.
Fordele for alle
Anvendelse af brugte originaldele til reparation af skader, giver tydelige fordele for alle interessenter: Bilejerne behøver ikke bekymre sig omkring sikkerheden af deres bil efter reparation af en skade. Værkstederne kan nemmere udføre reparationerne pga. bedre pasform, og de har en potentielt større indtjeningsmulighed uden at gå på kompromis med kvaliteten. Taksatorerne kan nemmere gennemskue kvaliteten af delene, da listerne med tilgængelige dele jævnligt opdateres i Autoflex, og som noget nyt fremstår de også med en entydig kvalitetsmærkning samt donorbilens årgang og km-tal.
Forsikringstagerne kan potentielt i sidste ende få billigere forsikringer, da forsikringsselskaberne bruger færre penge på skadereparationer.
Miljøet belastes mindre, da færre dele kasseres og behovet for produktion af nye dele reduceres.
En dynamisk proces
Den nuværende debat er sund, og bidragene er værdifulde, men vi skal altid huske at der ikke er noget konkret og fast defineret mål for debatten. Branchens sigte skal altid være en kontinuerlig optimering af slutkundernes udbytte, ud fra de til enhver tid gældende regler, rammer og betingelser. Med sådan en mentalitet, vil vi bære i samlet flok, og ultimativt gøre udbyttet bedre for alle parter.
Debatteret stumpe-rapport er et wakeup-call
Debattør mener, at omdiskuteret rapport om reservedele skal tænkes længere.