Her er de juridiske udfordringer
JURA Som det tidligere er blevet omtalt i Motormagasinet, har en afgørelse fra Ankenævn for biler været igennem hele retsmaskineriet og er til sidst afgjort i Højesteret. Sagen drejede sig oprindeligt om ophævelse af et bilkøb på grund af mangler og tilbagebetaling af købsprisen inklusive renter og kreditomkostninger, men endte med i Højesteret udelukkende at dreje sig om renter og kreditomkostninger.
Højesterets afgørelse om, at køber alene kan kræve tilbagebetaling af kreditomkostninger, hvis sælger har pådraget sig et erstatningsansvar, er væsentlig og betydningsfuld for hele branchen. Det er vigtigt for branchen, at der nu er taget stilling til dette helt principielle spørgsmål og i Bilbranchen glæder vi os over, at der ikke har været den mindste slinger i valsen nogen af de fire steder, hvor sagen er blevet behandlet. Fire helt klokkeklare afgørelser slår fast, at det centrale spørgsmål i sagen om krav på betaling af kreditomkostninger forudsætter, at forhandleren har begået en ansvarspådragende handling eller undladelse.
Det har ellers tidligere været praksis i Forbrugerklagenævnet, at en sælger, som har formidlet finansieringen, ved ophævelse af købet på grund af mangler udover købsprisen også blev pålagt at tilbagebetale kundens kreditomkostninger.
Denne praksis gjorde Ankenævn for biler op med tilbage i 2014, hvor nævnet slog fast, at man kun har krav på at få betalt sine kreditomkostninger, hvis der er noget at bebrejde sælger i forløbet omkring manglen eller afhjælpningen. Det kunne eksempelvis være tilfældet, hvis sælger har givet vildledende oplysninger, er skyld i skader på bilen eller har undladt at oplyse om en bestemt fejl, som han kendte eller burde kende.
Der er ingen tvivl om, at dommen fremover vil skåne branchen for krav om tilbagebetaling af beløb, der samlet set langt overstiger beløbene i den konkrete sag. Dermed må branchen betragtes som sagens vinder. Og man kan sige, at formanden for DBFU, som første sagen, tog en for holdet
En sag om manglende sædevarme
På februar måneds møde i Ankenævn for biler var der en sag, som fortjener en lille omtale. I forbindelse med salg af en brugt bil, havde sælger skrevet følgende på slutsedlen: "Der gives ikke garanti på bilens sædevarme eller andet elektrisk udstyr". Efterfølgende reklamerede kunden bl.a. over, at sædevarmen i forsæderne ikke virkede, hvilke nævnets sagkyndige bekræftede på baggrund af en besigtigelse og afprøvning.
I sin afgørelse fastslår nævnet, at den defekte sædevarmen udgør en mangel i købelovens forstand, og at formuleringen på slutsedlen om, at der ikke gives garanti på sædevarme, ikke er det samme som en oplysning om, at sædevarmen ikke virker.
Oplysningen på slutsedlen kunne derfor ikke betragtes som et konkret forbehold for en fejl, fordi der ikke direkte stod, at sædevarmen ikke fungerede. Man har som sælger ret til at tage konkrete forbehold for konkrete fejl og mangler. Disse fejl og mangler kan køber ikke reklamere over efterfølgende.
Men at oplyse, at man ikke yder garanti på konkrete dele er altså IKKE det samme som et konkret forbehold og kan ikke betragtes som en oplysning om, at en konkret del ikke fungerer.
I sag fra februar kom nævnet naturligvis frem til, at en defekt sædevarmen i en ni år gammel bil ligger inden for det forventelige og at manglen var uvæsentlig. Kunden fik derfor ikke medhold i sit krav om afhjælpning. Det interessante i afgørelsen i denne sammenhæng er imidlertid nævnets sidebemærkning om, at et konkret forbehold skal oplyse, at noget er defekt eller ikke fungerer.
Hvis man vil tage et konkret forbehold, som man jo har lov til, er det utilstrækkeligt at oplyse, at man ikke giver garanti eller ikke indestår herfor.
Samtykker fylder en del
Indhentelse af samtykker fylder mærkeligt nok utroligt meget lige nu og derfor kommer turen rundt på skrivebordet heller ikke uden om dette. Man skal som hovedregel indhente samtykke fra kunder - både forbrugere og erhvervsdrivende - hvis man vil markedsføre sig elektronisk eller kontakte en forbruger telefonisk. Det følger af markedsføringsloven og lov om visse forbrugeraftaler, som har haft bestemmelser herom i årevis. Man har således haft pligt til at indhente samtykke fra kunderne lige så længe, jeg kan huske og det har intet med den 25. maj 2018 at gøre. Bøden for overtrædelse heraf er heller ikke fire procent af virksomhedens omsætning.
Senest den 25. maj 2018 skal virksomheden overholde de nye regler om beskyttelse af personoplysninger. Der er efter disse regler ikke pligt til at indhente samtykke til registrering af almindelige kundeoplysninger. Retten til at registrere kundeoplysninger følger af lovgivningen, er nødvendige for at man kan indgå aftaler/handler/kontrakter eller fordi virksomheden har en saglig interesse i at føre og vedligeholde et kundekartotek, som overstiger den enkeltes interesse i ikke at blive registreret.
