23948sdkhjf

Bilforhandlere gearer sig til skjulte leveringsomkostninger

Nye regler kan udfordre indtjeningen samt øge udgiften for forbrugeren, mener DBFU og Bilbasen/Bilinfo, der er klar med hjælp og muligheder.

OMLÆGNING Fra 1. april skal leveringsomkostningerne være indeholdt i bilens detailpris, og må ikke længere oplyses separat. Det kan medføre faldende indtjening for bilforhandlerne og samtidig minimere forbrugernes muligheder for at forhandle leveringsomkostningerne ned, melder Dansk Bilforhandler Union i samarbejde med Bilbasen/Bilinfo.

- Det er et markant skifte, og det kan medføre faldende indtjening for forhandlerne. Leveringsomkostningerne er i dag en tillægsydelse - fremover bliver det vanskeligt at synliggøre omkostninger forbundet med nummerplader, om- og genregistreringer samt andre ting i forbindelse med leveringen af bilen, siger Karl-Ove Pedersen, direktør for DBFU. Han gør opmærksom på, at leveringsomkostningerne i brugtbilbranchen ikke er en obligatorisk omkostning, i modsætning til nybilbranchen.

Variabel omkostning

Leveringsomkostningerne i forbindelse med en forbrugers erhvervelse af en brugt bil varierer meget fra forhandler til forhandler, ligesom det er meget forskelligt, hvad disse leveringsomkostninger dækker over. Leveringsomkostninger kan eksempelvis dække over omkostningerne til registrering, omregistrering, slutklargøring, udvidet garanti med mere.

- Leveringsomkostningerne i handler med brugte biler er ofte til forhandling, og vælger en forbruger for eksempel af få sin bil leveret uklargjort og/eller uregistreret, så vil han have et godt udgangspunkt for at forhandle leveringsomkostningerne helt væk, påpeger Karl-Ove Pedersen. Dermed vurderer han, at forbrugerne fremover, med de nye regler, mister en mulighed for at forhandle prisen på levering.

Massivt administrativt pres

Hos Bilbasen og Bilinfo har man også mærket udfordringerne med de nye lovkrav. Et særligt udviklingsteam er sat ind på at give bilforhandlerne værktøjer til at leve op til kravet om, at leveringsomkostningerne skal indeholdes i den oplyste pris.

- Bilforhandlerne fastsætter jo selv leveringsomkostningerne, og vi har sat prisudregningen i Bilinfo op til, at omkostningerne indregnes i den endelige pris, der oplyses på Bilbasen og andre relevante steder, ligesom vi også laver prisskiltene om, så forhandleren lever op til de nye krav, forklarer Mads Arentoft, produktansvarlig for Bilbasen, DBA’s bilsektion og Bilinfo.

Mulighed med og uden

Sammen med de nye krav til prisoplysningen giver Bilinfo samtidig mulighed for oplysning af produktionsåret. Alle de nye funktioner er klar i Bilinfo i uge 14.

- Fra onsdag den 28. marts kan forhandlerne i Bilinfo.net udskrive nye prisskilte uden påtrykte leveringsomkostninger, men frem til uge 14 skal de selv lægge selve leveringsomkostningen oveni detailprisen. Dermed får forhandleren den fleksibilitet, som de har efterspurgt over for os, forklarer Mads Arentoft.

Opfordrer til strategi

DBFU og Bilinfo/Bilbasen opfordrer forhandlerne til at have en klar strategi parat for, hvordan ændringerne håndteres. Herunder at se ind i mulighederne for at lave særlige tillægsprodukter som eksempelvis udvidet garanti og lignende.

- Det er klart, at muligheden for at synliggøre den service, som er i forbindelse med leveringen, bliver forringet. Men omvendt ser jeg en mulighed i, at forhandleren tilbyder eksempelvis udvidet garanti og lignende, siger Karl-Ove Pedersen fra DBFU. 

Har været et krav siden 1978

Ifølge en bekendtgørelse fra 1978 har leveringsomkostninger hidtil skullet angives særskilt. Imidlertid betyder den nye prismærkningsbekendtgørelse, at leveringsomkostningerne skal angives inklusive i salgsprisen.

Kravet gælder både for nye og brugte biler, og træder i kraft fra 1. april.

Kilde: Skat og Bilbranchen

Administrative byrder vælter ind

Bilforhandlerne oplever en markant stigende administrationsbyrde. Først blev L4 indført med tilhørende værdifastsættelse for en række forhandlere og leasing/finansieringsselskaber. Fra nytår skulle forhandlerne så vidt muligt oplyse produktionsåret på brugte biler, og fra 1. april skal bilforhandlerne ændre deres system og priser, da leveringsomkostningerne skal indeholdt i detailprisen, som oplyses i annoncer, på prisskilte og anden oplysning til forbrugerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203