23948sdkhjf

Med næb og klør for fagbladet

17. marts har Michael Fibiger Nørfelt rapporteret fra autobranchen gennem 25 år på Motor-magasinet.

JUBILÆUMSPORTRÆT Vinderinstinktet og perfektionismen følges ad i det daglige arbejde på fagbladet Motor-magasinet, hvor Michael Fibiger Nørfelt nu gennem 25 år har været kendt vidt og bredt i branchen for at brænde for at lave det bedst mulige blad uge efter uge, med høje krav til sig selv og sit virke.

Og så har Michael Nørfelt, måske bedre end andre, sans for at se det hele lidt fra oven i fugleperspektiv. Som ivrig ornitolog Interesserer han sig brændende for vores næbbede medskabninger, idet han har været medlem af Dansk Ornitologisk Forening siden 1976 - og gerne kører flere hundrede kilometer med kikkert og kamera for at få et glimt af en sjælden fugl.

Sjælden er også Michael Nørfelts viden om og indlevelse i autobranchen, der nu har fyldt et kvart århundrede af hans liv og levned. Han nyder stor agtelse i branchen som en altid fair og dygtig journalist, der udøver sit fag på ypperlig vis, tilsat en detaljeret hukommelse om alt mange år tilbage.

- Jeg er rigtig glad for at arbejde i autobranchen, der er en spændende og dynamisk branche med mange interessante og innovative personer. Her er det væsentligt, at Motor-magasinet er en uafhængig fagavis med høj aktualitet, troværdighed og journalistisk kompetence. Og så nyder jeg det gode teamwork på Motor-magasinet med dygtige og ansvarsfulde kolleger, siger jubilaren.

Hilst på otte direktører

Michael Nørfelt begyndte som journalist på Motor- og Transportmagasinet i 1993, ansat af Egon Mathiasen, som døde for nylig. Det var dengang, de to blade, og blandt andet fagmessen Auto­Teknik, holdt til på Højvangen i Fredensborg under Dansk Auto Media.

Michael Nørfelt fulgte med under nye ejere, først Visholm Media og siden Aller Business i Herlev fra 2002, og Danske Fagmeder, der blev til Nordiske medier, fra 1. januar 2018 på Mimersgade på Nørrebro i København.

I alt har jubilaren arbejdet under otte direktører. Først som journalist, siden som specialbladsredaktør og i 12 år som ansvarshavende chefredaktør. Og nu igen som journalist, idet den mangeårige skribent for bladet, Flemming Haslund, per 1. september 2017 blev ny chefredaktør.

Oprindelig bankmand

Før tiden på Motor-magasinet blev Michael Nørfelt, som samfundssproglig student fra opvækstbyen Haslev, uddannet bankmand i Bikuben, inden han blev journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1988. Herefter arbejdede han som lokalredaktør i Rønne på Dagbladet Bornholmeren, på Frederiksborg Amts Avis som redaktionssekretær og lokalredaktør i hjembyen Hillerød og på Søndagsavisen indtil sin start på Motor-magasinet.

Sportsmand og Dire Straits

Michael Nørfelt er gift med intensivsygeplejerske Nini Schou Fibiger Nørfelt siden 1987. De har to voksne børn og barnebarnet Clara fra 2015, der fik en bror så sent som i tirsdags den 6. marts.

Tilbage til den stærke vilje og vinderinstinktet: Michael Nørfelt er habil fodbold- og badmintonspiller, nu dog på veteran-niveau. Musikken skal helst være Dire Straits eller Coldplay, når tastaturet for fagbladet er lukket ned.


25 års jubilæet markeres med en intern reception

Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109