23948sdkhjf

Mange bilfolk fik nyt om afgifter og persondata

Næsten 150 deltagere mødte op, da DBFU inviterede medlemsvirksomhederne og deres medarbejdere til tre regionale fyraftensmøder.

VIDEN Der var stor tilslutning, da brugtbilforhandlernes organisation, DBFU, holdt møder i Ringsted, Kolding og Silkeborg for nylig, hvor hovedtemaet var om håndtering af biler uden afgift og den nye persondataforordning.

Direktør i DBFU, Karl-Ove Pedersen, glæder sig meget over, at så mange af foreningens medlemmer havde taget imod invitationen. Alligevel kommer det ikke som den helt store overraskelse for direktøren.

- Hvad angår beregning af afgift på import- og eksportbiler samt leasingbiler er det vores helt klare opfattelse, at netop dette er en øvelse, som alle vores medlemmer, rent forretningsmæssigt, vil finde afgørende vigtig selv at kunne beherske inden for en overskuelig fremtid, lyder vurderingen fra Karl-Ove Pedersen. Han anslår i den forbindelse, at omkring halvdelen af foreningens medlemsforhandlere allerede er registreret som selvanmeldere hos Skat.

Det var da også netop tre eksperter fra Skat, der på møderne guidede deltagerne igennem hele processen omkring afgiftsberegning. Lige fra de generelle vilkår og rammer for opstart som selvanmelder efterfulgt af en grundig gennemgang af den ikke helt ukomplicerede procedure for værdiansættelse af køretøjer til kravene til den afsluttende månedsangivelse og Skats efterfølgende pristjek.

Drilske persondata

Den nye såkaldte persondataforordning i EU, der træder i kraft 25. maj 2018, afføder lige nu en række udfordringer både for bilforhandlere og alle andre virksomheder, der på den ene eller anden måde håndterer persondata.

På de tre fyraftensmøder præsenterede advokat Birgitte Wismer-Pedersen deltagerne for de mest væsentlige begreber i forordningen med særlig fokus på de områder, som den enkelte virksomhed skal forholde sig aktivt til, inden de nye regler træder i kraft lige om lidt.

- En lille times introduktion til den nye persondataforordning er naturligvis langtfra nok til, at nogen kan føle sig tilstrækkelig godt klædt på til at håndtere implementeringen ude i de enkelte bilforretninger, derfor vil denne introduktion, blive fulgt op af hjælpeskemaer og andet materiale til at lette forhandlernes håndtering af de nye regler for behandling af persondata lover Karl-Ove Pedersen, der rundede møderne af med generel information om foreningens igangværende og kommende medlemsaktiviteter. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125