OVERENSKOMST Den lurende konflikt imod autogrossisten au2parts er nu udskudt i yderligere et par måneder.
Arbejdsretten oplyser over for Motor-magasinet - efter et såkaldt forberedende retsmøde den 8. februar - at sagen er berammet til hovedforhandling den 11. april kl. 14.30.
Motor-magasinet har skrevet om sagen flere gange, og de to parter, 3F og au2parts, havde begge forventet en afgørelse fra Arbejdsretten omkring nytår efter "hastebehandling" i retten.
I øvrigt var det au2parts, som ønskede sagen for Arbejdsretten.
- Sagen i Arbejdsretten er blot en udsættelse af sagen. Vi forventer, at konflikten træder i kraft efter Arbejdsrettens afgørelse, idet arbejdet hos au2parts naturligt er dækket af 3F Transports overenskomst, sagde Jan Villadsen, formand for Transportgruppen hos 3F, i november til Motor-magasinet.
Først i november sagde en ærgerlig CAC-direktør Thomas Jensen til Motor-magasinet, at man følte sig som offer for en intern kamp mellem to 3F afdelinger, Industri og Transport.
Fra foråret 2017
Ifølge Fagbladet 3F startede sagen i foråret 2017, hvor 3F forsøgte at få au2parts til at underskrive 3F’s lager- og transportoverenskomst. Grossisten afviste i første omgang, men efter et konfliktvarsel mødtes 3F med ledelsen for fondsejede Carl Christensen A/S (CAC), som blandt andet ejer au2parts.
Au2parts’ advokat i sagen er Jacob Sand fra Gorrissen Federspiel Advokatpartnerselskab.
Konflikt mod grossist udskudt
Eventuel konflikt mod au2parts bliver tidligt efter den 11. april.