TIDEN Der har været masser af debat om de såkaldte Mazda-tider, manglende indflydelse på data i Autotakssystemet og om den generelle arbejdsproces i systemet. AutoBranchen Danmark bakker op om, at der fortsat stilles spørgsmål ved, om systemet i fremtiden skal hænge fast i fortidens måde at arbejde på.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg som nytiltrådt leder af AutoBranchens VidenCenter er meget overrasket over processerne i autotakssystemet. Det kan ikke passe, at branchen skal leve med irritation over det. Af samme årsag er vi gået dialog med F&P og forsikringsselskaberne med ønsket om at få systemet bragt op på niveau med nutidens øvrige systemer.
Et eksempel kan være de meget udskældte Mazda-tider, hvor alle er trætte af, at der skal gå så lang en periode før tilstrækkelige data opsamles og evalueres i tilstrækkelig grad til, at en løsning af afvigelserne kan sættes i værk.
Fra fortiden
AutoBranchen Danmark har en dialog med F&P om den fremadrettede proces for indrapportering af disse afvigelser, og vi fornemmer, at F&P vil bidrage til en positiv udvikling, så fakta kan komme hurtigere på plads. Qapter opgørelsessystemet virker til at rumme en masse spændende muligheder efterhånden som alle funktioner kommer til at virke efter hensigten (forudsat data er korrekte), og det handler derfor om at få den øvrige systemopbygning i Autotaks til i højere grad at afspejle en nutidig arbejdsform.
Et eksempel på dette er, at systemet er konstrueret i en fortid, hvor det kun var karosseriværkstederne som kunne redigere data i forbindelse med skadesopgørelsen. Systemopbygningen var muligvis god engang, men i nutiden medfører den flere indbyggede benspænd, idet det oftest kun er autolakereren som har de nødvendige kompetencer til at foretage lakopgørelsen, grundet de komplekse bilkonstruktioner og lakopbygninger.
Dialogen er vigtig
AutoBranchen Danmark vil derfor holde fast i den gode dialog med F&P og forsikringsselskaberne, om muligheden for at få udviklet systemet til at understøtte nutiden bedre på dette område. For vi skal have optimeret processen omkring skadesopgørelsen ved at inddrage de nødvendige kompetencer fra både autolakerer og karosseriværksted i kalkulationen. Det vil samtidig bidrage til at minimere de tillæg som jeg forestiller mig, at de fleste forsikringsselskaber vel også ønsker reduceret.
Oveni er der en meget uheldig faldgrube i systemet, når reparationsomfanget skal afstemmes. Forsikringsselskabet kan tilsyneladende foretage ændringer, uden at disse kræver godkendelse hos den part, som har anlagt rapporten. Det finder vi uheldigt.
I Autotaks lukker systemet simpelthen ned for enhver forhandling når forsikringsselskabet har trykket på knappen - hvilket i øvrigt sker, når opgaven allerede er i gang, og værkstedet har låst både personale og liftplads til opgaven.
Denne samarbejdsmodel var ikke blevet accepteret i andre brancher (eller i autobranchen andre steder i verden), og også her vil AutoBranchen Danmark fortsat søge den nødvendige dialog for at få sat en udvikling i gang.
Debat: Autotaks halter
Processen i computer-progammet bør gøres mere simpel.