AUTOCAMPERE I mere end 65 år er Westfalia blevet produceret i Tyskland. Det hele startede tilbage i 1951, med en ordre fra de udstationerede engelske styrker, der bestilte et "VW-rugbrød", der skulle kunne fungere som et hjem.
Det blev en så stor succes, at en regulær produktion blev sat i værk. Westfalia er gennem årene blevet bygget på alt fra VW Transporter til VW Crafter, Mercedes og Fiat Ducato. Den dag i dag står Westfalia stadig for kvalitet, innovation og ny teknologi, oplyser en pressemeddelelse.
DanCamper i Horsens er blevet forhandler af Westfalia i Danmark, og allerede til Ferie for Alle messen i Herning den 23.-25. februar, har de nogle stykker med.
- Nu hvor de mindre vanmodeller bliver mere og mere populære, har vi været på udkik efter endnu et kvalitetsmærke inden for vans. Vi har længe haft kig på Westfalia, da vi jo godt er klar over, at det er noget af det ypperste inden for det segment. Heldigvis faldt aftalen på plads, og vi kan allerede nu vise Westfalia frem på Ferie for Alle, fortæller Anette Kallesøe fra DanCamper.
- På Ferie for Alle har vi fire forskellige Westfalia modeller med. Amundsen 540D Offroad, Columbus 600D, Club Joker og Sven Hedin. Så der er gode muligheder for at danne sig et indtryk af hvad Westfalia har at byde på, siger hun.
Ung kundegruppe på vej
De senere år har det hovedsageligt været 50+, der købte autocampere. Nu er en ny kundegruppe på vej frem, nemlig unge mennesker og børnefamilier, der sagtens kan se sig selv med en lille vanmodel. Denne type autocamper er nem at komme rundt med, kan parkeres stort set alle steder og kan samtidig fungere som familiens anden bil - eller eneste bil.
- Med op til fire komfortable sovepladser, køkken, bad og toilet i alle vognene, kan en Westfalia bruges både som det mobile hotelværelse, som familiens mobile feriebolig og også til fritidsinteresser som surf, ski og kajak, påpeger Anette Kallesøe.
- Udover Westfalia har vi hos DanCamper et bredt udvalg af nye og brugte autocampere i mange størrelser og prisklasser. Langt de fleste står udstillet i vores store indendørs udstilling. Her kan man i ro og mag, og tørskoet, kigge på de mange løsninger der er, tilføjer hun.
Westfalia rykker til Danmark
DanCamper i Horsens er blevet forhandler af tyske Westfalia vans herhjemme.