PLUGIN-TEST Hele den store idé med en plugin-hybrid som denne Kia til forskel fra en almindelig hybrid - typisk Toyotaer - er jo, at plugin’en kan køre forholdsvist langt på el alene. Og kan Kia Optima med plugin-teknik så det?
Svaret er ja, det kan den. Meget afhængig af vejret, især temperatur, og vægten af kørerens højre fod, kan Optima Plug-in Hybrid faktisk køre over 30 km på el alene. Og så langt som biler med denne teknik er nået i dag, kan vi roligt kalde 30 km for "langt. Til sammenligning kan Golf og Passat GTE, der måske er de mest kendte plugin’er, præstere godt og vel 40 km på el.
Næste økonomi-spørgsmål er så, hvor meget benzin bilen bruger. Ifølge de officielle angivelser er bilens forbrugstal over 70 km/l; men glem det, de vilde tal er et resultat af den måde, forbruget beregnes. Det hele står og falder med kørselsmåden, og om batteriet er ladet op eller ej.
Hvis det er det, er der indledningsvis 30 "gratis" kilometer i batteriet, dernæst kan strøm hjælpe med at få benzinforbruget målt; når bilen både kører på benzin og el, langt over 20 km/l. Men hvis batteriet er kørt tør for strøm, er under 15 km/l den virkelige virkelighed.
Derfor er det afgørende for køberen af Optima Plugin, at han eller hun tager opladning med i købet. Er bilen ladet op hver morgen, er alting godt. Bliver bilen kun ladet op af og til, giver det ingen mening at købe og køre plugin - for en bil med denne teknik bruger mere benzin, når motoren ikke suppleres af el.
Men hvordan kører den så, Optima Plug-in Hybrid? Det korte svar er særdeles komfortabelt. Optima med to motorer har et let styretøj, meget let. Den er blødt affjedret, men ikke gyngende blødt som en amerikaner, bare et passende sted mellem for blødt og for hård.
Pladsen er glimrende foran og rigelig til to eller tre, der er bagsæde-kørere.
Alt i alt: Med netop denne bil viser Kia med store overskrifter, at de mener dette med plugin. 345.000 kr. for en så stor, så veludstyret og så miljørigtig bil er billigt. Og hvis ejeren har opladning derhjemme giver bilen stor mening.
Apropos den lette styring: Glem alt om sporty kørsel i Optima Plug-in; det lægger motor, affjedring og altså styring på ingen måde op til. Vil man ud ad den (snoede) vej, har koreanerne en anden variant af Optima parat til sine kunder: Optima GT, som den hedder. Dén er vild med sving.
Overraskende koreaner: På kanten af et gennembrud for plugin-hybrid
Med lanceringen af Kia Optima Plug-in Hybrid er der gået yderligere hul på salget af denne type bil. I januar i år solgte Kia 132 Optima Plug-in’er - hele sidste års salg var 614.