23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Kommune vil politianmelde og lukke autoværksted

Indehaveren af Ønskebiler i Bording taler om chikane og mener, Ikast-Brande Kommune fejler, når den vil lukke hans værksted straks på grund af påstande om manglende tilladelser i mangeårig værkstedsbygning.

TVIST Må man købe en ejendom i et boligkvarter og begynde at drive udlejning og salg af biler samt autoværksted på en adresse, hvor der tidligere har været givet tilladelse til et autoværksted og cykelværksted? Nej, mener Ikast-Brande Kommune, der nu vil politianmelde ejeren af Ønskebiler ApS, hvis han ikke lukker virksomheden straks, efter et påbud den 14. december.

Indehaver Claus Kristiansen, der selv bor privat i værkstedsejendommen Drosselvej 14 i Bording, og hans advokat Peter Nisgaard Brink, Advokathuset i Skive, mener, kommunen har en dårlig sag. Advokaten oplyser, at aktindsigt og kommunens forsøg på at gøre rede for årstal, tilladelser og eventuelle klager ikke kaster tilstrækkeligt lys over sagen. Han mener, at faktum er, at der foreligger en skriftlig tilladelse til værkstedsdrift fra 1999, og at kommunen ikke har ført bevis for deres påstand om, at driften skulle have været afbrudt i tre på hinanden følgende år. Foreløbig har ejer og advokat derfor klaget til Planklagenævnet.

- Vi oplever, at Ikast-Brande Kommune har været aldeles uimodtagelige for argumenter, og at deres afgørelser har været i strid med simpel forvaltningsret. Det er ikke rimeligt, at erhvervsdrivende og borgere skal ud i at sagsøge kommunen for mangelfuld dokumentation efter flere ufrugtbare møder siger Peter Nisgaard Brink til Motor-magasinet.

Kan ikke få tilladelse
Fra kommunen siger formand for teknisk udvalg, Henrik Engedahl (V), at der ifølge kommuneplanen ikke længere må drives autoværksted på adressen for enden af en lukket vej i et boligkvarter.

- Man må ikke åbne værksted og drive udlejningsvirksomhed, hvor man vil, og selv om indehaveren af Ønskebiler havde søgt om tilladelse, havde han ikke fået den, idet den gamle tilladelse fra 1999 er bortfaldet på trods af, at der indtil for nylig har været drevet cykelværksted på matriklen.

- Det er da en træls situation for indehaveren, og jeg ved ikke, hvad hans forventninger var, da han købte ejendommen. Men bolden er på hans side, og vi har masser af muligheder for at finde et andet sted til ham at drive værksted, for selvfølgelig er vi interesseret i at hjælpe erhvervsdrivende i kommunen, siger Henrik Engedahl.

Overtog igangværende værksted

Indehaver af Ønskebiler, Claus Kristiansen, siger, at han aldrig er blevet tilbudt en løsning fra kommunen, hverken skriftligt eller på møder, som han mener helt klart kun går efter at lukke hans virksomhed - heller ikke om hjælp til at finde en god grund under 4000 kvadratmeter. Claus Kristiansen er sikker på, at han har ret til at drive autoværksted på sin ejendom i de værkstedsindrettede lokaler og kan ikke se, at der skulle være grund til at forbyde ham det. Han overtog i april 2016 ejendommen med et igangværende autoværksted og cykelhandel. Første henvendelse fra kommunen var et miljøtilsyn i november 2016 uden anmærkning. På et møde med kommunen i april 2017 tilkendegav han, ifølge eget udsagn, ikke at ville drive cykelhandel men autoværksted med også sporadisk cykelreparation, idet Claus Kristiansen tidligere har drevet cykelforretning i Vejle.

- Jeg har været i autobranchen i 40 år, med speciale i motorrenovering, og ved godt, at man skal overholde regler og ikke rode. Mine renoverings-, salgs- og lejebiler er ikke miljøbomber. Jeg har ryddet træer, lagt fliser og sat skærmende plankeværk op ind til naboerne, ligesom jeg har delt sedler rundt - hvis nogen klagede, ville jeg straks forbedre det påtalte. Aktindsigten viser ingen klager. Jeg forårsager ikke generende trafikstrømme, for kunderne til mine 25 lejebiler, hvoraf 20 kører i fast leje, kommer med tog, og der er langt mindre trafik nu, end da her var cykelforretning. Denne sag påvirker mig meget, siger Claus Kristiansen.

Indikerer chikane

Han tilføjer, at han gentagne gange har tilbudt kommunen at købe hans ejendom, senest 1. februar i år, for ikke at lide tab, idet han mener ikke at ville kunne sælge 500 kvadratmeter blandet bolig og værksted på en stor grund, hvis værkstedsdelen ikke kan tillades. Eventuelt ved at dele grunden op, så den ikke er for stor i boligområdet. Dette oplyser Henrik Engedahl ikke at have kendskab til.

Ligeledes føler Claus Kristiansen sig chikaneret af kommunen, der har forbudt ham at have biler på grunden, så han har måttet leje en hal til bilerne. Ligesom han har set sit nødsaget til at køre lejebiler ud på villavejen til chikane for naboerne, hvorefter kommunen har tilkendegivet at ville forhindre dette ved at lave to timers parkering på vejen. Kommunen har truet med at få fjernet biler på Claus Kristiansens regning fra villavejen og hans grund. Han mener, at kommunen primært vil have ham væk for at kunne finde investorer til et større byggeri under lokalplan lige overfor på bar mark. Dette afviser Henrik Engedahl.

Ønskebiler ApS ville gerne have været medlem af Dansk Bilbrancheråd men har for lidt reparation og bilsalg, er meldingen fra brancheforeningen. 
 

BREAKING
{{ article.headline }}
0.171