23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Christiansborg freder bilforsikringerne

Skift selskab, hvis bilforsikringen er for dyr, lyder opfordringen fra forbrugerordfører

PRÆMIER Der er ikke vedtaget lovgivning i de seneste år, som har øger konkurrencen mellem forsikringsselskaber og gjort det enklere for forsikringskunder. Det er bilisterne snarere end politikere, som skal tvinge forsikringspræmien ned, erkender bl.a. forbrugerordfører Karin Gaardsted (S).

Forsikringsselskabet Trygs årsregnskab for 2017 viser et overskud før skat på 3,2 milliarder kroner takket bl.a. bilforsikringer, som Motor-magasinet omtalt i sidste uge.

Med bilistøjne burde det føre til præmienedsættelser, men de skal udløses af kundepres. Politisk sker intet, selv om flere partiers forbrugerordførere efterlyste øget konkurrencen mellem forsikringsselskaberne for tre år siden.

- Det er udbud og efterspørgsel, som regulerer præmiernes størrelse. Det skal vi ikke blande os i politisk, erklærer forbrugerordfører Jan E. Jørgensen (V).

Alkasalg vil fordyre forsikringer
Den modsatte holdning finder man hos ikke overraskende hos Enhedslisten, hvor forbrugerordfører Pelle Dragsted (EL) betragter salget af Alka til Tryg som et forvarsel om mindre konkurrence.

- Alka har været med til at trække priserne ned. Når man ændrer ejerstrukturen i den finansielle sektor fra kollektive til private ejerformer, så medfører det et opadgående pres på priserne. Det er til ulempe for os alle sammen, siger Pelle Dragsted.

- Vi ser meget voksende afkast i hele den finansielle sektor, som kunne tyde på, at konkurrencen ikke er som den burde være.

Han ønsker bedre vilkår for gensidige forsikringsselskaber I(non-profit), hvor overskuddet føres tilbage til forsikringstagere frem for aktionærer.

- Man har fået angst for, at det offentlige også kunne deltage i konkurrencen om at skabe gode produkter. Et frit valg kunne også indebære muligheden for at vælge en offentlig leverandør. Jeg så gerne et større udbud af både offentlige, private og kollektive (gensidige forsikringsselskaber) tilbud, men jeg har ikke et præcis bud på et indgreb.

LA: Staten skal holde sig væk
Folketingets mest liberalistisk-økonomiske parti afviser, at staten skal gå ind i forsikringsbranchen.

- Det vil blot blive dyrere, men jeg vil gerne se på større gennemsigtighed, siger forbrugerordfører Joachim B. Olsen (LA).

Han frygter ikke for konkurrencen, når antallet af bilforsikringsudbydere falder fra 15 til 14.

Kunder skal være kritiske
- Jeg kunne ønske, at forsikringskunderne ville være mere kritiske over for hvor de køber deres forsikringer, siger Karin Gaardsted.

- Man kan ikke forlange, at private forsikringsselskaber sætter prisen ned, fordi overskuddet er for stort. Til gengæld kan man sørge for, at det bliver kendt, at nogle forsikringsselskaber tjener overordentlig mange penge til deres aktionærer, hvor de godt kunne have valgt at sætte præmien ned, siger Karin Gaardsted.

Tjek policen oftere
- Det er ligesom med diskussionen om mange og store bankgebyrer. Der opfordrer vi folk til at tjekke, om man har den bank, som giver de bedste kundevilkår.

- Det samme kunne man sige omkring forsikringer. Man bør gennemgå sine forsikringer med jævne mellemrum. Det er jo en forbrugers stærkeste våben, at man kan flytte sin handel, understreger den socialdemokratiske forbrugerordfører.

- Man skal også sikre gennemsigtigheden, så forbrugeren kan træffe det rigtige valg. Der er portaler med prissammenligninger, men det er sin sag som forbruger at finde rundt dér. Der er jo ikke to produkter, som er helt ens, slutter Karin Gaardsted.

Trofaste kunder
Godt hver femte har skiftet bilforsikring inden for de seneste tor år, viste Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse i 2015.

Næsten fire ud af fem autoforsikringskunder er altså trofaste, selv om de kunne spare penge ved at skifte forsikringsselskab. 97 procent opnår lavere præmie eller bedre ydelse ved at skifte, svarede respondenterne.

Et selskab mindre
Konkurrencemyndighederne vurderer i øjeblikket Trygs overtagelse af Alka, som også gør sig i bilforsikring.

Forbrugerrådet Tænk offentliggjorde en undersøgelse i juni sidste år af 15 autoforsikringsselskaber. Der er kun marginale kvalitetsforskelle mellem dem, lyder den overordnede konklusion.

"Alka har den bedste bilforsikring, hvis man ser bort fra prisen," hedder det. Alka udmærker sig i testen ved at være det eneste selskab, der dækker forringelse af handelsværdi som følge af skade af reparation.

Alka reklamerer med, at man i 7 ud af 10 tilfælde kan få en billigere bilforsikring hos Alka sammenlignet med andre forsikringsselskaber. Det bliver spændende at se, om Tryg gør dette til et mål for hele den udvidede koncern.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156