UDVIDELSE Vestjysk Bilsyn, med seks synshaller i henholdsvis Bramming, Varde, Jels, Rødding, Roust og Ikast, bliver fremover klædt i Applus Bilsyns orange farver.
Det står klart efter, at ejer af Vestjysk Bilsyn, Bjarne Hansen, fremover åbner sine synshaller i Applus Bilsyn-regi.
- Det har været fantastisk at etablere og drive sin egen virksomhed i 11 år, men også hårdt, fordi det at eje en kædevirksomhed indebærer masser af administrations- og ledelsesarbejde. Mine medarbejdere og jeg glæder os nu rigtig meget til at blive en del af Applus Bilsyn, fortæller Bjarne Hansen og tilføjer:
- Vi ser frem til nye arbejdsopgaver. For mit eget vedkommende bliver det især at fokusere på udviklingen af mit dygtige og dedikerede team. Mine medarbejdere udviser masser af initiativ og forretningsforståelse, og det potentiale skal vi i endnu højere grad forløse sammen. Selvom jeg på ingen måde skal hvilke på laurbærrene i det nye job, så ser jeg desuden frem til mere familietid, fortæller Bjarne Hansen, som slog dørene op til Vestjysk Bilsyn i 2007.
Stort netværk i det vestjyske
Indlemningen af de seks synshaller i Applus Bilsyn lader til at blive en win-win-situation for begge parter.
Alle medarbejdere i Vestjysk Bilsyn fortsætter som Applus Bilsyn-ansatte. Bjarne Hansen bliver fremover teamleder hos Applus Bilsyn i Esbjerg. Her afløser han nuværende teamleder, Poul Erik Langhoff, der bliver teamleder i Varde.
Samtidig betyder aftalen, at Applus Bilsyn med de ekstra synssteder kommer til at syne markant flere biler i området. Det fortæller Per V. Rasmussen, der står i spidsen for Applus i Danmark:
- Aftalen har en strategisk betydning for os, fordi vi kommer til at dække et nyt, stort geografisk område med megen trafik. Dermed står vi stærkere i Vestjylland. Herudover glæder vi os til at byde velkommen til nogle knalddygtige medarbejdere fra Vestjysk Bilsyn og skabe nogle gode resultater med dem. I forvejen kender de områdets bilejere og autoværksteder, og det kontaktnetværk bliver en kæmpe fordel, når vi skal introducere Applus Bilsyn for nye kunder, siger adm. direktør Per V. Rasmussen.
Stor opkøbslyst
Læsere af Motor-magasinet vil nok kunne huske, at det langt fra er første gang, den spanskejede bilsynsvirksomhed er opkøb i Danmark. I løbet af de senest knap tre år har det betyder nye afdelinger på Nørrebro og Østerbro i København, Vedbæk, Brøndby og Søborg. Uden for hovedstadsområdet har Applus overtaget afdelinger i Kalundborg, Næstved, Taulov og Vejle.
Applus fortsætter stime af opkøb i Vestjylland
Kæde med seks bilsynshaller bliver fremover en del af Applus.