IT-VÆRKTØJ Motorcykel- og bilmekanikerne arbejder side om side på værkstedet hos Jens Winther Automobiler i Roskilde. Overfor ligger Peugeot, som Jens Winther Jr. er medejer af - de to virksomheder deler server og skadecenter. Og nu er mc-værkstedet fulgt med op i omdrejninger i kraft af at bruge det nye MC Desktop fra AutoIT, der har sat turbo på digitaliseringen og mulighederne i virksomheden.
- Vi har altid brugt Bilinfo, men jeg har gennem længere tid ønsket et alternativ, da det har givet problemer af forskellig art - blandt andet oplevede vi, at vores motorcykler fejlagtigt fremgik i DBA med "to døre". Bilinfo korresponderer ikke med it-systemet Dracar fra CDK, som vi bruger, så vi måtte taste motorcykler manuelt ind og ud - samme mc fire gange. Tasteprocessen er lidt længere med MC Desktop, men det kan betale sig - og MC Desktop har åbnet lågen til CDK, der jo er en stor og effektiv it-leverandør, fortæller Jens Winther Jr.
MC-branchen år bagud
Han betegner mc-branchen som år bagud it-mæssigt i forhold til autobranchen. Flere mc-virksomheder opererer stadig med papir og kuglepen og kan leve af at sælge blot 10 motorcykler årligt. Hos Jens Winther Automobiler, der beskæftiger 11 mekanikere, løber 20 biler og 10 motorcykler dagligt gennem værkstedet, 160 mc’er står i kælderen til vinteropbevaring. Forretningen sælger 220 nye og brugte mc’er årligt, idet virksomheden er autoriseret Honda-, Kymco- og Suzuki-forhandler, samt siden 2014 også af de amerikanske el-motorcykler ZERO Motorcycles. Her sælges og serviceres desuden nyere og brugte BMW motorcykler, idet Jens Winther Automobiler ApS har eksisteret siden 1962 og i 1966 blev landets angiveligt første BMW forhandler. Virksomheden er i dag autoriseret BMW servicepartner på bilsiden.
- Mange motorcykelforretninger må fyre og hyre ansatte efter arbejdsmængden. Her beholder vi medarbejderne, også i kraft af planlægning og it - jeg forventer også at få MC Desktops CRM- og DMS-systemer, så kolleger kan overtage opgaver ved sygdom og andet fravær, siger Jens Winter Jr. Han fortæller, at hans Peugeot-virksomhed i Roskilde/Holbæk i øvrigt har aktier i AutoIT, der er blevet udbudt til brancheaktører.
Sikrer korrekte data
- AutoIT har en høj troværdighed og professionalisme, og er ikke profitorienteret på samme måde som andre aktører i markedet. Med Autodesktop og nu MC Desktop, med integration til importørerne, ændrer priserne på køretøjer sig helt automatisk hele vejen ud i fakturaerne, og det sikrer mod fejl, ligesom min lagerstyring og korrespondance med Skat er optimal, siger Jens Winther Jr. Han glæder sig desuden over AutoITs gode tilgang til datasikkerhed og ny lovgivning, herunder i det nyligt lancerede samtykke.net.
Jens Winther Automobiler benytter stadig også Bilinfo på grund af integrationen til hjemmesiden, men kun indtil en nært forestående opdatering af hjemmesiden er gennemført.
- Jeg håber desuden, at den foretrukne annonceplatform for motorcykler i Danmark, 123mc.dk, snarest åbner op for at modtage og afgive data i forhold til MC Desktop. Det vil gøre tingene en del nemmere for motorcykelforhandlerne, siger Jens Winther Jr.
- Nu slipper vi for taste-tyrani og fejl
Jens Winther Automobiler ApS har gode erfaringer med det nye MC Desktop som pilot-projekt i sin kombinerede motorcykel- og bilforretning.