BILUDSTILLING "CES 2018 er slet og ret Detroit med turbo!"
Så selvsikkert beskrev folkene bag den store elektronikmesse i Las Vegas dette års udstilling med navnet CES med en drilagtig hilsen til Detroit Motor Show. Detroit, der jo en menneskealder har været Amerikas største og vigtigste biludstilling over there. Detroit med turbo - ja, ja, ro på, har mange Detroitfans sikkert tænkt.
Men den er god nok; på mange måder har CES overhalet showet i the Motor City. I hvert fald er CES stedet at besøge og studere, hvis man vil kigge ind i bilernes fremtid; Detroit er måske fortsat stedet at samle sig om, hvis man vil have et indblik i den firehjulede verden her og nu.
Detroit eller NAIAS som amerikanerne selv siger, forkortelsen for the North American International Auto Show, altså den nordamerikanske, internationale biludstilling, er fortsat et show fyldt med bilverdenens svar på en dobbelt burger med cola: Trucks af de store, pumpede udgaver af Mustang, Corvette og den type amerikanere. Plus selvfølgelig et godt udvalg af All American Race Cars fra ovalerne, NASCAR-racerbilerne. Dertil så mere internationale biler, der er sat i verden både for at køre på amerikansk asfalt, men også på asiatiske og ikke mindst europæiske veje.
Vi har samlet en god håndfuld nyheder, der også ligner noget for bildanmark. Nyheder fra BMW, Honda, Merdedes, Mini, Nissan og Volkswagen.
BMW med ny X2
Det tyske mærke fra München holder verdenspremiere på den nye X2; den hidtil mest sporty SUV fra Bimmerland. Den nye X2, der placerer sig et sted mellem X1 og 2 Gran Tourer, er klar hos danske forhandlere senere i år.
Honda med ny SUV
Japanske Honda viser en prototype af den kommende RDX, en mellemklasse-SUV til det amerikanske marked. Men hold godt øje med den; den viser hvordan også Hondas SUV’er bliver fortsat mere og mere coupé-agtige at se på. Mon ikke det er et fingerpeg i retning af, hvordan den kommende Honda CRV, der jo sælges her i Europa, kommer til at se ud?
Mercedes med nyt G
Den nye udgave af Mercedes G-Klasse, bilen, der er den firehjulede verdens svar på en skotøjsæske, har verdenspremiere på motorshowet i Motor City. G er også på vej til Danmark.
Mini med tre nye
USA og små biler hører da ikke sammen! Og så alligevel; den store finanskrise i 2008, da benzinen steg til det dobbelte, sidder stadigt i mange amerikanere. Derfor er USA et vigtigt mærke for Mini og derfor er de tyskejede briterne i Detroit. På scenen holder tre nyheder, der også kan blive interessante i Danmark, Mini Hardtop og Mini Hardtop med fire døre, samt Mini Cabriolet eller Convertible, som man siger i Guds eget (bil)land.
Nissan med ny Qashqai
Japanerne har en opdateret udgave af konceptbilen IMx med til NAIAS. Om bilen i Detroit siger Ann Strøby, der er PR-ansvarlig for Nissan-Danmark:
- Jeg ved ikke, om man kan kalde konceptbilen for vores nye Qashqai. Den er mere tænkt som vores bud på den næste crossover på el. Om det er en erstatning eller en tilføjelse melder historien ikke noget om, men jeg hælder mest til det sidste.
VW med ny, lille Jetta
Tyskerne er taget til Amerika med en ny udgave af Volkswagen Jetta, der i 2019-versionen - i øvrigt som altid - er en sedanversion af Golf. Som den holder på scenen i Motor City kunne den i realiteten ligne en lidt mindre og underforstået billigere udgave af Passat. Kunne det ikke ligne noget for bildanmark:
- Den nye Jetta ser rigtig spændende ud, men markedet for små sedanbiler er ikke stort i Europa, så på nuværende tidspunkt indgår den ikke i vores produktplaner, siger VW-Danmarks PR-ansvarlige Thomas Hjortshøj.
Detroit-udstillingen viser fremtidens SUV
Detroit Motor Show er helt aktuel. Vigtigste nyheder over there er en konceptbil fra Nissan, der antyder fremtidens Qashqai. Og dermed også hvor alle andre SUV’er bevæger sig henad.