URO Branchedirektør Thomas Møller Sørensen fra Bilbranchen DI efterlyser ro på bilmarkedet efter tre år med trinvise afgiftsnedsættelser.
- Vi er naturligvis glade for, at bilafgifterne sættes ned, men jeg gør opmærksom på, at det har store omkostningerne for forhandlerne. Og med den seneste omlægning blev de ramt hele tre gange, siger han og uddyber:
- For det første er varelagrenes værdi blevet forringet med adskillige hundrede millioner kroner. For det andet blev den seneste nedsættelse forhandlet for åben mikrofon, med det resultat, at bilsalget gik i stå i en lang periode. Og for det tredje har markedet endnu ikke tilpasset sig de nye vilkår for genberegning.
Nye vilkår
Især de nye vilkår for gensalg af leasing- og demobiler har medført at prisdannelsen for brugtmarkedet endnu ikke har fundet sit leje, anfører Thomas Møller Sørensen:
- Men der er lys for enden af tunnelen. Det er min forventning, at priserne på brugtmarkedet stabiliserer sig hen over foråret, siger han.
Thomas Møller Sørensen er enig i analysen fra Jan Lang fra Bilbasen, som konkluderer, at priserne på brugte biler i øjeblikket er for høje og på sigt kommer længere ned.
Bilforhandlerne tredobbelt ramt
Ifølge Bilbranchen gisper bilforhandlerne fortsat efter vejret efter den seneste afgiftsomlægning.