PLASTSVEJS Dagens biler har mange dele i plast og andelen er stigende og det betyder noget, når taksatoren afsiger dommen. Det er enten nyt på eller reparation og her er det ofte det sidste, der bliver udfaldet. Firmaet Sindbys bud på et svejseværk til udbedring til revner, huller og andre skader i plast hedder Plastsvejsesæt Pro Fusion, og den har Motormagasinet haft lejlighed til at teste og afprøve i praksis på en kofanger med skader. Plastsvejsesættet Pro opererer med en svejsepistol, som kan sende varm luft ud i en koncentreret stråle. Som en slags svejsetråd benyttes der brede plastikstrips, som ved opvarmningen forbinder sig med den plastdel, som skal repareres. Sættet indeholder alt det, der skal til, for at kunne foretage reparationer i plastikdele: En integreret clipssvejser til indstøbning af forstærkning og tre typer forstærkningsclips, fikserings tang, luftsliber med variabel hastighed, plastikstrips til svejsning, vogn med hjul og tre skuffer til opbevaring af værktøj og tilbehør, svejseboks med tre svejse indstillinger.
Reagerer hurtigt
Skadesstedet skal være rent på begge sider, og det skal også være fri for den plastik-fnulder, der kan forekomme, når plast slibes. På maskinen sænkes eller hæves med plus og minus knapperne og dermed varmen på den luft, som kommer ud af det, man med god ret kan kalde svejsepistolen. Her kunne man frygte, at det vil tage lang tid, men maskinen reagerer omgående på temperaturskift.
Ganske få trin
Reparationen udføres først på bagsiden, og er der tale om en revne, bør man sørge for at inddæmme revnen. Med den varme luft der kommer fra svejsepistolen, varmer man først plastdelen op så man kan se, at plasten begynder at svede.
Så lægger man en plastikstips hen over stedet, og tilfører varme til den og reparationsstedet på én og samme gang, samtidig som man fører stripsen fremefter. Det gøres i en glidende bevægelse, og er lidt i stil med når der tilføres tråd til en svejsning med gas og ilt.
Forstærkning
Plastsvejsesættet Pro adskiller sig fra så mange andre ved at man kan indstøbe forstærkninger. For handler det om en revne et sted på en kofanger, hvor der er en stor belastning, kan det være svært at lave en reparation, der med garanti ikke springer op.
Derfor indeholder sættet forstærkningsclips, og de er fremstillet af rustfrit stål. Enderne af disse clips stikkes ind i 230 volts fikseringstangen. Så trykker man på knappen.
Derved varmes clipsene op, og så presses de ned i plasten og tværs over skaden. Når de er sunket ned, drejes fikseringstangen nogle få grader, og samtidig slipper man knappen. Dermed sikrer man sig, at clipsen sidder ekstra godt fast. Til slut lægges der en svejsning langs revnen i midten af rækken af clips.
Rigtig gode takter
Kort og godt er plastsvejsesættet Pro Fusion meget let at arbejde med. Selve svejsemaskinen er enkel og logisk at betjene, og det er let at sammenføre plaststrips i reparationsstedet.
Men det der gør plastsvejsesættet Pro til noget særligt, er, at man kan lave forstærkninger, og de sikrer, at en svejsning bare holder.
Med clips vil en reparation faktisk blive stærkere end før skaden. Og det er ikke så ringe endda. Motor-magasinet giver derfor fem velfortjente stjerner.
Vi tester: Logisk og let svejsning af plastdele
Med plast-svejsesættet Pro fra Sindby kan man ikke blot reparere og svejse plast, men også indstøbe forstærkninger, der gør svejsningen ekstra holdbar.