HJULET Hos PPG arbejder man løbende sammen med sine kunder på at gøre det hurtigere og lettere at lakere biler.
En af vejene til det kan være at installere fuldautomatiske blandemaskiner til blanding af lakken, som bruges til reparation af biler. PPG var de første til at kunne tilbyde disse maskiner i samarbejde med den franske virksomhed Fillon, og for kort tid siden rundede de så installation nummer 25 i norden.
- Vi har i de seneste år været i den privilegerede situation, at have fået mange nye kunder. Og en af forklaringerne på denne positive udvikling tror jeg skal findes i vores fokus på at arbejde målrettet med at øge kundernes lønsomhed, siger Henrik Friis, marketingchef for PPG i norden.
Tidsforbruget skal ned
Når den automatiske blandemaskine, Daisy Wheel, understøtter PPG’s ambition om hjælpe kunderne til at tjene flere penge, er det blandt andet fordi maskinen kan være med til at frigøre værdifuld arbejdstid, som kan anvendes til andre mere værdiskabende aktiviteter på værkstedet.
Desuden blander maskinen mere præcist end det er muligt for selv den dygtigste autolakerer, lover producenten, og derfor er der færre om-lakeringer som følge af meget mindre afvigelser i farven.
Hos PPG er tiden i fokus på flere måder. Således har virksomheden udviklet et specielt Lean-træningsforløb, som fokuserer på at minimere spildtid på værkstedet og på at hjælpe kunderne til at fjerne de processer på værkstedet, som ikke skaber værdi, og som de dermed ikke kan få betaling for:
- Vores lean-kurser har været meget populære og alle de kurser vi har afholdt i 2017 har været fuldt booket. Vi har endda måtte arrangere ekstra kurser for at kunne imødekomme efterspørgslen. En del af forklaring på populariteten skal findes i at der kommer et større og større pres på skadescentrene for at drive værkstederne med den lavest mulige omkostningsbase for at kunne klare sig en branche, som er under stort prispres, siger Henrik Friis.
Det forlyder desuden fra PPG, at det aktuelle fokus med at hjælpe kunderne med at udnytte arbejdstiden bedst muligt også vil være et centralt omdrejningspunkt i de kommende år, både når det gælder produktudvikling, lean-træningerne og videreudviklingen af IT processtyringsprogrammet Process Manager.
Autolakerere pr. automatik
PPG Industries har succes med automatisk blandemaskiner hos deres kunder i Danmark.