OPSVING Der groede lidt ekstra hår frem på brystet hos den danske leverandør af reservedele til eftermarkedet, Triscan, da virksomheden vandt prisen som årets leverandør til Auto Awards 2017 i Cirkusbygnigen. Aarhusianske Triscan har da også brugt det meste af 2017 på at udvide blandt andet sit program til styretøjsdele, herunder også til el- og hybridbiler. Triscan kan hertil bryste sig af, at man har en dækningsgrad på 98 procent af den europæiske bilpark.
Asger Thybo Geertsen, der er produktchef hos Triscan uddyber:
- Vi har udvidet styretøjsprogrammet med flere end 600 nye referencer i 2017. Det samlede program indeholder nu 7384 referencer og med en dækning på hele 98,18 procent af den europæiske bilpark, kan vi stadig bryste os af titlen som europamestre i styretøjsdele, fortæller Asger Thybo Geertsen.
Andre drivmidler rykker
De første dele til el- og hybridbiler ligger allerede på hylderne hos Triscan og mange nye er på vej i 2018.
- Vi er allerede godt i gang med at udvide vores program af styretøjsdele til også at omfatte el- og hybridbiler. Vi har eksempelvis allerede dele til Nissan Leaf og Renault Zoe på lager, mens dele til eksempelvis Tesla er på vej, fortæller Asger Thybo Geertsen og forsætter:
- Vi er blandt andet i gang med at udvikle bærearme, krængningstabilisatorer, styrekugler, bøsninger til karosseri og hjullejer til Tesla.
Flere teknologiske nyskabelser, herunder elektrisk mekaniske tandstænger, elektriske ratstammer og elektriske servopumper er kommet til inden for de senere år og anvendes i et stødt stigende antal bilmodeller. Disse typer tandstænger og servopumper er også en del af Triscans styretøjsprogram.
Kan sikre ensartethed
Der er mange fordele forbundet ved at vælge Triscans program inden for styretøjsdele, forsikrer salg- og marketingdirektør Steen Ray Pedersen.
- Med Triscan som leverandør, kan man stort set klare alle forespørgsler. Hertil kommer at man er sikret dele i en høj og ensartet OE-kvalitet, siger Steen Ray Pedersen og tilføjer:
- I både vores eget katalog og bestillingssystem TriWeb som i TecDoc/TecCom er det nemt at finde alle relevante informationer på produkterne og ikke mindst bestille dem.
Udvikling betaler sig
Inden for salget af traditionelle styretøjsdele, herunder bærearme, bærekugler, stabilisatorer og styrekugler, har 2017 været lig med med en fremgang på over 20 procent.
Fremgangen i salget af styretøjsdele som Triscan på eget initiativ har igangsat udvikling og produktion af, har været endnu større - nemlig mere end 25 procent. Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende at se, at vi rammer rigtigt med hensyn tik at igangsætte udvikling og produktion af dele, som hidtil ikke har været tilgængelige på det professionelle frie eftermarked, Steen Ray Pedersen.
Dansk prisvinder udvikler dele til Tesla
Styretøjsdele til el- og hybridbiler skal rykke salget yderligere.