En tur i den historiske skrammelkasse

IKONISK Der skal noget gas til at holde gang i den lille 594 kubik, to-takter, som ikke ligefrem lyder velsmurt. Det er første gang i mit liv, at jeg sidder i en Trabant - en af de mest ikoniske biler i forbindelse med Østtyskland, DDR og på mange måder alt det, Vesten ikke var. Bilen er leopard-farvet, ’stationcar-modellen’ og temmelig skrallet for nogen for udstyr. Servostyring? Nej, selvfølgelig ikke, men i stedet en egentlig okay villig motor - så snart en ungarsk kollega og jeg sætter i gang.

Vi triller afsted i et Trabi-tog, der består af relativt velholdte biler fra Trabi World, der igen meget ikonisk ligger ved Checkpoint Charlie i den tyske hovedstad. Modellen er en Trabant 601, og den ydede ved sin fødsel ca. 19 kW, eller hvad der svarer til omkring 26 hestekræfter ved 4200 omdrejninger i minuttet.

Men alt det er lige meget, for den her bil handler ikke om ydelse, den handler om historie. Dens firetrins gearkasse er så håbløs, at den er genial. Bilen er sjov, og når man kører syv Trabi’er afsted gennem Berlins gader, så trækker det en del opmærksomhed. Det må være lidt som at have en veteranbil, hvor de øvrige trafikanter ikke nødvendigvis ved, hvad det er for en bil. De smiler, måske mest af medlidenhed.

I Berlin ved alle dog, hvad en Trabant er for en størrelse. Det giver rigtig mange tommel-op. Det får man jo ikke nødvendigvis i en ny, lækker bil.

Nysyn på byen
Selv om jeg i starten havde lidt problemer med gearkassen, der opereres ved rattet, så fik jeg hurtigt styr på den lille ’traktor’. Den kølige Berlin-luft trækker ind ved døren hos kollegaen ved siden af, og ved et lyskryds åbner han og smækker, uden held. Hårdere, råber en anden kollega fra bagsædet. Det virkede. Døren lukker med et ordentligt smæld, mens jeg sætter i gang lidt for sent i forhold til det grønne lys. Men der kommer ikke nogen dytten eller andre fagter fra medtrafikanterne, de ved sikkert godt, at driftssikkerhed ikke er det, Trabi er mest kendt for.

Måske er det derfor, at man i perioden fra 1963 til omkring 1990 nåede at producere i omegnen af 2,8 millioner modeller af Trabant 601. Måske var det for at holde arbejdsløshedstallene nede i DRR. Uanset hvad, så var DDR i sin tid nødt til at komme op med et modsvar til Volkswagens Boble - der hurtigt blev en regulær folkevogn i Vesttyskland og i Danmark for den sags skyld. På trods af at jeg har været i Berlin flere gange, så var det som om, at den østtyske folkevogn gav mig nysyn på byen. Man følte sig mere draget af historien, når man på en eller anden var en del af den.

Miljøkrav blokkede
Foruden en massiv betonmur midt igennem den tyske hovedstad, så var emissionskrav allerede i slutningen af 1980’erne faktisk en af mange grunde til, at man ikke uden videre kunne tage sin Trabi med til Vestberlin i 1989, selv hvis man havde fået tilladelse til at krydse grænsen.

Som en sidste før-lukketid-aftale lykkedes det Volkswagen at få solgt sin nyudviklede firetakstmotor fra den nye Polo, til Østtyskland og produktionscheferne på det såkaldte VEB Sachsenring Automobilwerke i Zwickau, der fra periode 1957 og frem til 1991 i alt sendte 2,8 millioner Trabant ud på de europæiske veje.

Med sammenbruddet af Sovjetunionen og med alt, hvad det trak med sig, kom også et farvel til Trabanten omkring 1991. Allerede i 1991 var bilen håbløs forældet sammenlignet med stadig mere avancerede biler fra henholdsvis BMW, Audi og især Volkswagen, der langsomt voksede sig stærkere og stærkere i efterkrigstidens Tyskland. Afslutningsvis var det da også Volkswagen, som købte stumperne af VEB Sachsenring Automobilwerke i østtyske Zwickau.

I direkte sammenligning med henholdsvis Skoda, Lada og Yugo, så slog Trabant aldrig rigtig igennem uden for DDR’s grænsepæle, hvilket også var en årsag til, at man ikke videreførte mærket.

Et værdigt eftermæle
Tilbage ved Trabi World anno 2017 i Berlin er turen med Trabi-toget slut. Det var en klar oplevelse, som alle kan få i henholdsvis Berlin og Dresden, hvor samme koncept findes. Jeg har været glad for at opleve den på mange måder unikke, men samtidig helt forfærdelige ’østberliner’. Det er klart, sammenlignet med tilsvarende vesteuropæiske biler, så kører den ikke særlig godt. Designet kan man have mange meninger om, men det er nok meget tidstypisk. Uanset hvad, så kommer jeg aldrig til at glemme min Trabi-tur.