FRI-ENERGI Udviklingen går stærkt for tiden med bilproducenter, som sætter 48-volt energisystemer i nye modeller, både for at udvide kapaciteten for alle de elektriske dele, som nye biler efterhånden har installeret som standard, og samtidig for at forberede flere modeller til en eller anden form for elektrisk drivlinjen.
Men alt det er jo godt nok, hvis man er bilproducent, men hvad med det store eftermarked, som i de kommende år kommer til at efterspørge 48-volt-systemerne? Det spørgsmål vil tyske Bosch gerne besvare, og det gør producenten med et nyudviklet system, der ifølge Bosch selv adskiller sig fra første generation af 48-volt-systemerne.
For det første skal Boschs såkaldte 48-volt mild hybrid-system være en off-the-shelf-løsning. På godt dansk vil det sige, at systemet skal kunne sælges på et frit eftermarked, og at systemet i øvrigt skal være fleksibelt til at kunne passe ind flere forskellige bilmodeller.
Plast i stedet for metal
En anden ting er, at de nuværende 48-volt-udgaver har været bygget inden et et metal-cover med aktiv køling. Men den vej vil Bosch ikke. I stedet har producenten fundet frem til en plastkonstruktion, der kan klare, at battericellerne udvider sig, som de gør, når de oplades - enten med kabel eller ved eksempelvis genvinding af energi fra bremser.
Ved at udvide kapaciteten fra de nuværende 12 volt og op til 48 volt kan energisystemerne også i højere grad inddrages til at give forbrændingsmotorerne en puster - heraf navnetilføjelsen ’mild hybrid’.
Det giver ifølge Bosch mening, hvis man eksempelvis ned ad en bakke eller andre steder, hvor man slipper speederen, frakobler forbrændingsmotoren. Ja, man kan koble ud, men især i biler med automatgear kan mild-hybrid-systemerne gøre overgangene glidende.
Audi A8 åbner ballet for alvor
Som Motor-magasinet har beskrevet tidligere, så er Audi en af de bilproducenter, som lige nu er længst med integrationen af 48-volt mild hybrid-systemerne.
Konkret er den nyeste generation af A8, ministerbilen om man vil, født med systemet. Her er der tale om en kombination af en forbrændingsmotor, en 48-volts vandkølet remstartergenerator og et kraftfuldt litium-ion-batteri. Den ’tretrinsraket’ er standard.
Remstartergeneratoren, der forkortes RSG, har en dobbeltrolle: Den fungerer som elmotor eller som generator. I sin første funktion giver den et ekstra moment på 60 Nm. Audi A8’eren kan aktivt bruge det moment til at frakoble forbrændingsmotoren i op til 40 sekunder ved hastigheder mellem 30 og 160 km/timen. Motoren tilkobles så snart, føreren træder på speederen igen.
Generatoren kan også bruges ved flere scenarier under opbremsning eller ’sejlefunktion’, som flere bilproducenter kalder det, når man kobler ud ved en automatgearkasse.
A8 har bygget batteriet op ved bagakslen, og Audi påstår, at den intelligente generator er mere effektiv end mere traditionel genvinding ved bremser. Afslutningsvis kan data fra kameraerne på bilen hjælpe med til at forudsige energiforbruget, blandt andet ved at holde øje med kø-kørsel.
Foruden Bosch er blandt andre også tyske Conti Tech, den tekniske division af Continental, franske Valeo og britiske Delphi i gang med 48-volt.
Energisystem skal være frit tilgængeligt
Stor producent har udviklet 48 volt-energisystem i plastskal, der samtidig skal lanceres på det frie eftermarked.