IMPORTØR British Car Import, der står for importen af Jaguar og Land Rover i Danmark, Norge og Sverige, har overtaget fire forretninger af British Motor Group i henholdsvis København, Aarhus og Stockholm. Antallet af medarbejdere i British Car Import stiger herved til 150 personer - og omsætningen stiger til over 2,5 mia. danske kroner, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Henrik Bang er direktør for det samlede British Car Import og supplerer udmeldingen:
- Årsagen til denne flytning af ledelsesansvaret er begrundet i et ønske om at udnytte synergien og øge samarbejdet mellem importør- og retailled endnu bedre, end vi gør i dag. Tidligere har ansvaret for de fire forretninger ligget hos NIC Christiansen retail. Ved at flytte det over i British Car Import, får vi 100 procent fokus på Jaguar Land Rover. Med flytningen udbygger vi samtidig vores metropolstrategi, der kort fortalt går ud på at styrke vores tilstedeværelse i København og Stockholm, udtaler Henrik Bang og tilføjer:
- Vores vækstplan er rodfæstet i et stærkt distributionsnetværk, og det er derfor fuldstændig essentielt, at vi har skarpt fokus på både vore egne butikker, vore eksterne forhandleres samt de områder, hvor vi arbejder på at åbne nye udsalgssteder. Derfor er det et vigtigt og et naturligt skridt, at netop vores egen gruppes forretninger bliver en del af British Car Import nu.
Ny butik i Gladsaxe
Michael Lund, der er landechef for mærkerne Jaguar og Land Rover i Danmark mener, at det ’britiske imperium’ allerede er godt i gang med at rodfæste sig bedre i Danmark.
- I Danmark, hvor netværket består af to forretninger i henholdsvis Aarhus og København, vil den lokale danske importør organisation fortsat udelukkende koncentrere sig om import aktiviteterne, hvilke giver rene linjer i forhold til de nye forhandlerkandidater som vi pt. er i samtale med om nye udsalgssteder i Danmark, udtaler Michael Lund
Henrik Bang supplerer:
- Vi fortsætter med at investere i vores mærkers vækst, og har således netop ansat Robert Lindros som ny administrerende direktør til vore to forretninger i Stockholm, mens vi i København i løbet af 2019 indvier vores helt nye flagskibsbutik på Dynamovej i Gladsaxe. Dette er en klar styrkelse af Jaguar Land Rover i Skandinavien og endnu et element, der skal være med til at øge vores salg massivt de næste tre år.
Auto-briter slår sig sammen
British Car Import har overtaget flere afdelinger i Norden.