RETRO "Goddag og velkommen. Skal De have almindelig eller super, og skal jeg ikke lige checke oliestanden og se efter om De har luft nok i ringene"? Sådan nogenlunde kunne det godt have lydt dengang, tankstationerne var servicestationer.
Altså det sted, hvor kunderne fik rigtig personlig service, i form af påfyldning af benzin, tjek af dæktryk og motoroliestand, vask af forruden og måske også en viskerbladsinspektion.
Alt har sin tid, og rigtige servicestationer findes ikke mere, men det er ingen hindring for, at man godt kan drømme sig tilbage til den tid. Og det er netop hvad Søren Christensen, som har SA Bilpleje ved Esbjerg Nord, har gjort ved at genskabe en af datidens Esso stationer.
Ingen tilfældighed
At det lige er blevet en Esso tankstation, er ingen tilfældighed. Dengang Søren Christensen var en stor knægt på godt 10 år, fik han lov at være tankpasser, når han var på besøg hos onklen, der drev to Esso tankstationer i Randers i henholdsvis Brødregade og på Århusvej.
- Det med at få lov til at være tankpasser og modtage penge, var stort for mig dengang. Jeg husker også, at jeg havde en lille Esso kedeldragt på og en skråhue, hvor der også var et Esso logo på. Måske så jeg også lidt op til min onkel, for han kørte nemlig også jordbaneløb i en Austin Mini. Jo, det var tider, når jeg fik jeg lov til at være rigtig tankpasser, husker Søren Christensen.
Blev hurtigt til mere
Dengang planerne opstod, var det oprindeligt kun tanken at finde en gammel Esso benzinstander og nogle Esso oliebøtter og så bygge et skur til det. Men da først benzinstanderen var fundet, var det som om, der var appetit på mere.
For der havde også sneget sig en tank til knallertbenzin og en dæktryksmåler ind, så enden på det hele blev, at der sidste sommer blev bygget en rigtig servicestation med butik og det hele. Butikken skulle i sagens natur også have det, datidens servicestationer bød på, og herfra greb jagten på fortidens varer for alvor om sig.
Fører vidt omkring
- Når man først er kommet i gang, er det svært at holde igen, for der går hurtigt sport i at finde tingene. Jeg er så heldig, at min kone også er med på ideen, så på den måde er vi to om at finde det, vi skal bruge, fortæller Søren Christensen.
Tingene kommer mange steder fra. Noget er dukket op da et dødsbo skulle opløses, og her var der var en del effekter, andet er kommet fra værksteder, som stod for at skulle nedlægges. Endelig er der en del, som har foræret mig ting, som nu er opstillet i den lille Esso servicestation.
Juleønskerne
Ikke alt er lige let at finde, og der er flere ting, det står højt på ønskesedlen. Mest af alt en skråhue med Esso logo, men også Esso arbejdstøj og gamle reklameartikler som eksempelvis isskrabere, nøgleringe og andet med Esso logo på står øverst på listen.
Seneste er der kommet en gammeldags fluesmækker til, som har gjort tjeneste på en Esso tankstation i Øster Jølby på Mors. Søren Christensen allerede er gået i gang med at restaurere den, men der er dog et problem. Han mangler blanketter til den, så skulle nogen kunne hjælpe ham enten med blanketter eller med tøj eller Esso reklameartikler, vil julen 2017 blive ekstra mindeværdig.
Automand genskaber Esso-tankstation
Hos SA Bilpleje i Esbjerg har indehaveren genskabt en rigtig servicestation, hvor man kan drømme sig tilbage til fortiden.