BILSALG Brugte biler - solgt af private - udgør i dag cirka 50 procent af det samlede brugtvognsmarked - omkring 400.000 handler. Privat handler er dog langt fra lige så trygt og sikkert som hos forhandlerne. Derfor har Santander Consumer Bank nu udviklet en ny digital platform, der tager private handlende i hånden.
Den nye digitale platform fra Santander består af en handelsportal, hvor køber og sælger mødes på neutral digital grund og handler bil. Med værktøjet kan køber få konkurrencedygtig finansiering, hjælp til at aflyse pant, tjekke gæld og blive guidet gennem slutseddel og omregistrering, oplyser Santander.
Udgangspunktet er, at handel med en professionel ikke skal erstattes, men derimod udvikles. Som en del af bilbranchen ønsker Santander at udvikle begge ender af bilmarkedet i endnu mere digital retning, så det bliver mere integreret end i dag.
Bilen et sofavalg
- I dag er nettet første stop, når vi køber bil, hvor det før var forhandleren. Beslutningen om både mærke og model er derfor ofte truffet, inden første prøvetur. I dag er bilen et "sofavalg". Hvem kunderne handler med, er blevet mindre vigtigt for de fleste. Samtidig har nettet øget omfanget af privat bilhandel, men de trygge rammer forhandlerne giver, følger jo ikke med, siger Bo Jakobsen, adm. direktør i Santander.
- Santander er den største partner i køberfinansiering af biler via forhandlere, og derfor giver det god mening, at vi også skaber et sikkert, enkelt og digitalt bilkøb, uagtet om sælger er privat eller forhandler, tilføjer han.
Trygt bilmarked er målet
Udover at øge trygheden for privat bilhandel har Santander en række digitale tiltag i støbeskeen i den professionelle ende af markedet. Faktisk regner banken også med, at lanceringen vil betyde, at endnu flere professionelle forhandlere vil blive tilknyttet som samarbejdspartnere. Indsatsen kommer også til at styrke forhandlerne i gunsten om køberne på nettet, mener han.
- Det er helt unikt for konkurrencebilledet, at cirka 50 procent af alle brugte biler bliver solgt private imellem. Det er da tankevækkende, at så stor en investering som en bil, er overladt til danskerne selv at løse. Vi kan bidrage til at give forbrugerne tryghed og er ambitiøse på hele bilbranchens vegne. Vi skal have samlet markedet på tværs. Vores sigte som danskernes bilbank er sammen med forhandlerne at udvikle en fælles digital vision, og konkret gøre fru Larsen mere tryg, når hun handler med hr. Jensen, siger Bo Jakobsen.
Forhåndsgodkendelse på vej
Næste skridt for Santander er blandt andet at lancere en forhåndsgodkendelse, som det er kendt fra ejendomshandel og er planlagt til starten af det nye år. Dette er blot et af Santanders planlagte tiltag for at sikre et trygt og integreret bilmarked.
Storbank lancerer platform til privat bilhandel
Som en del af bilbranchen ønsker Santander at udvikle begge ender af bil- markedet i endnu mere digital retning.