23948sdkhjf

Mitsubishi i SUV comeback

Store forventninger til den nye Eclipse Cross, som lander i Danmark til april.

LANCERING På vejene mellem Barcelona og Girona i Spanien havde Motor-magasinet forleden mulighed for at prøve Mitsubishis nye SUV-udspil, Eclipse Cross, som lanceres i Danmark til april. Og det var bestemt ingen skuffelse at teste nyheden fra det japanske bilmærke med det smalle model-program.

Eclipse Cross havde verdenspremiere tilbage på Geneve Motorshow i marts. Nyheden er en helt ny SUV-coupé og den første model i en ny generation af biler fra Mitsubishi Motors, der skal sætte gang i en gradvis reetablering og positionering af det japanske mærke som et stærkt SUV-mærke i Europa, lyder det fra Mitsubishi.



Den nye Eclipse Cross er en SUV med et skarpt design og lige så skarpe køreegenskaber, lover Mitsubishi. Den viderefører også producentens nye designsprog og bringer en række innovative teknologiske løsninger (Cool Tech) ind i segmentet.

81 år med firehjulstræk
Mitsubishi har et stærkt DNA, som er rodfæstet i firehjulstræk - mere end 80 år med 4WD, introduceret første gang i model PX33 i 1936, mere end 35 år som SUV-producent, siden den originale Pajero fra 1982, og 30 år med All-Wheel-Control-teknologien (Galant VR4 Dynamic Four i 1987), og Mitsubishi er nu klar til igen at bringe disse elementer ind i mærkets fremtid.

Den nye Eclipse Cross har en klar mission: Den skal bygge mærket op som et ambitiøst og kendt SUV-mærke, der opfylder de krav, som især de kritiske europæiske kunder stiller.

SUV i vild vækst
Ifølge Mitsubishi bliver Eclipse Cross en vigtig forstærkning af modelprogrammet med det coupé-lignende design, dynamiske køreegenskaber, intelligent udnyttelse af pladsforholdene og en masse innovative detaljer og teknologier. Alle egenskaber som skal betyde en yderligere udvidelse af kundepotentialet.

Læs også: Interdan vil være Danmarksmestre i elbiler


Med et SUV-marked i konstant vækst, både i Danmark og i resten af verden, er timingen med den nye Eclipse Cross perfekt.

På verdensplan står SUV for 25 procent af markedet, og i Danmark voksede SUV-segmentet fra 7,88 procent af markedet i 2015 til 14 foreløbig procent i 2017, hvoraf de kompakte SUV’er står for en særlig stor del af væksten.

Ny 1,5 liters benzinmotor
Mitsubishi Motors har til Eclipse Cross udviklet en helt ny firecylindret benzinmotor med høj ydelse.

Den nye 1,5 liters motor har mere drejningsmoment ved især lave omdrejninger end de nuværende benzinmotorer på henholdsvis 2,0 og 2,4 liter (uden turbo).

Læs også: Mitsubishi-salgssteder omdannes til rene serviceværksteder


Hertil kommer en opdateret 2,2 liters dieselmotor. Dieselmotoren i Eclipse Cross er en videreudvikling af Mitsubishis nuværende 4N14-motor.

I forbindelse med den nye 1,5 liters motor fås den nye trinløse CVT-gearkasse, og i takt med udviklingen kommer 2,2 liters dieselmotoren med en ny 8-trins automatgearkasse, som har en mindre spredning mellem gearene, oplyser Mitsubishi.

Cool Tech
Eclipse Cross har en rummelig kabine. Den samlede længde er på 4405 mm, mens akselafstanden er på 2670 mm og bredden på 1805 mm (uden sidespejle).

Mitsubishi indfører med den nye Eclipse Cross nye og omfattende teknologiske løsninger (Cool Tech), som for eksempel gør det nemt at være forbundet med omverdenen, mens man er på farten. Det gælder eksempelvis en ny betjeningsstruktur. Den brede midterkonsol deler ikke bare forreste del af interiøret op - delen omkring gearstangen rummer også Mitsubishis nye Touchpad Controller.

I den øverste del af midterkonsollen finder man en anden nyhed: Smartphone Link Display Audio (SDA) samt et nyt infotainmentsystem med et tyndt 7 tommers panel og en touchscreen.

Video

Se en video med den ny bil her

Navnet

Det er ikke tilfældigt, at Mitsubishi Motors har valgt navnet Eclipse Cross til den nye SUV. Det er et navn, der kobler fortid med fremtid og et navn med en reel betydning:
Eclipse: En reference til den populære sportsvogn, som Mitsubishi producerede i USA mellem 1989 og 2012.
Cross: En invitation til at bryde grænser og prøve noget nyt, som netop er ideen med SUV’er.

1200 i Danmark

Dorthe Elimar Arvin, pr-chef for Mitsubishi Danmark under Interdan, oplyser, at den danske importør har store forventninger til den nye SUV.
- Den har masser af udstyr og befinder sig i et stærkt voksende segment. Desuden har den Apple CarPlay, siger Dorthe Elimar Arvin, som tror på et salg på 1000-1200 Eclipse Cross i Danmark om året.
Den nye Eclipse Cross, som findes i to udstyrsudgaver, Invite og Intense, begynder ved 300.000 kroner.
Mitsubishi Danmark har i dag kun et temmelig snævert program, bestående af Spacestar, ASX, Outlander, Pajero og L200.

Artiklen er en del af temaet Video.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094