Kommunalvalg, bilerne og trafikanterne

Kronik Med mindre end en uge til kommunalvalget forestiller jeg mig, at Københavns overborgmester Frank Jensen ringer og siger: "Michael, jeg har brug for et råd. Hvordan skal jeg indrette trafikken i København, så flest mulige vælgere bliver tilfredse?" Og jeg har mit svar parat.

"Frank, du skal gøre det muligt for flest mulige fodgængere, kørestolsbrugere, cyklister, bus-, metro-, S-togs- og regionaltogspassager, samt knallerister, motorcyklister, personbilister, varevognschauffører, brugere af helikoptere og vandflyvere at komme lettest muligt frem til deres mål i byen."

Denne politik ville være en stor fordel for mig selv, for jeg bruger selv aktivt langt de fleste af ovennævnte trafikformer, og jeg bor midt i byen. Så nu kunne jeg komme frem. Og min politik ville samtidig være en fordel for alle andre, for jeg ville ikke forsøge at hindre noget menneske adgang til byen. Jeg ville forsøge at give alle adgang.

Men Frank Jensen ringer nok ikke, og i de store byer i Danmark ser vi en anden måde at indrette trafikken på. I stedet for at lade mennesker bestemme selv, forsøger man at fremme visse trafikformer som cykler og offentlig transport, mens den for byerne livsvigtige privatbilisme søges bremset.

I de store byer er der skabt en kunstig modsætning mellem cyklisterne (menneskerne) og bilerne (maskinerne). En cyklist er pr. definition en blød, truet trafikant, en bil er en upersonlig maskine. Men bilerne fremføres af bilister, der også er mennesker med behov for at nå frem, og et af problemerne for dem, er, at der skabes flere og flere begrænsninger for biltrafikken.

I København bestyres teknik- og miljøborgmesterposten af Enhedslisten, et parti, der ved sidste kommunalvalg havde "Bilerne bagest" som slogan. Hver dag sløjfes der efter salamimetoden p-pladser i København til gene for erhvervslivet og dets kunder, borgerne. Og det er ikke kun i Indre By og brokvartererne, at det går hårdt for sig. Helt ude i Vanløse er der indført omfattende parkeringsrestriktioner. De handlende lider, mens kunderne søger andre steder hen.

Den grønne bølge
Der tales om grøn bølge ved lyskurvene, blot er den ikke for bilister, men for cyklister. "Gader og kryds skal indrettes, så man kommer hurtigt frem med pedalkraft. Der skal køre flere busser, og de skal altid sikres fri passage i myldretiden. Så må bilerne holde tilbage," hedder det på Enhedslisten Københavns hjemmeside.

I Aarhus er investeringerne i biltrafikken nærmest minimale, og i Odense er byens store nord/syd-gennemgående trafikvej helt sløjfet. Tag en taxi og spørg chaufføren, hvordan det går, og det typiske svar er: "Trafikken går i stå, når bilisterne kringler sig frem gennem de tiloversblevne gader."

Det handler om politisk flertal, ikke om et hensyn til almenvellet. Op til den endelige afstemning i Odenses byråd om lukningen af den famøse, trafikbelastede Thomas B. Thrigesgade tog jeg til Odense for at informere mig om forholdene, så jeg kunne danne mig et kvalificeret skøn. Kommunen havde åbnet et informationskontor, hvor kommunalt ansatte informerede, nej, vejledte borgerne om herlighederne, men ikke ulemperne, ved at lukke den travle gade. En medarbejder sagde til mig: "Du skal bare tænke på en anden måde. Hvem siger, man skal leje en varebil, når man vil købe en sofa i Ikea? Man kan også leje en ladcykel og køre den hjem på." Det er stokroseromantik, ikke kvalificeret information til borgerne.

Naturligvis kan man køre på ladcykel. Man kan sågar tvinge en hel befolkning væk fra bilen, hvis man er radikal nok. I Østeuropa var der ingen privatbilisme af betydning frem til 1990. Og naturligvis er det sådan, at vi deler os efter anskuelser, og flertallet bestemmer. Men i et sundt demokrati har det altid været normen, at flertallet tog hensyn til almenvellet og ikke kun sine egne vælgeres snævre politiske interesser.

Det er der tradition for på landsplan, hvor landets største parti, Socialdemokraterne, er med til at skabe en balance mellem privat og offentlig transport. Men jo mere man bevæger sig fra landsplan ned på regionsplan, videre til byplan og til slut når frem til lokal distriktspolitik, jo mere radikale bliver løsningerne.

Udenlandske investeringer
I København er Socialdemokraterne således i et tæt samarbejde på det trafikpolitiske område med Enhedslisten. Det er kun med Socialdemokraternes støtte, at Enhedslisten kan gennemføre sin bilfjendske politik. Overborgmester Frank Jensen er en nøgleperson her, for han er om nogen manden, der vil sætte København på verdenskortet. Mange socialdemokratiske bestræbelser er gået til Øresundsregionen, men den har man opgivet, fordi, mener man, den ingen gennemslagskraft har på internationalt plan. I stedet vil man satse på Greater Copenhagen fra Rødby til Hallandsåsen, og målet er udenlandske investeringer og mange nye arbejdspladser, så København kan klare sig i kapløbet og kampen med Stockholm og Hamburg.

Men er det realistisk at tro, at udenlandske investorer eller "CEO’s from abroad" snupper en elcykel i stativet og bruger et kvarter på at kommunikere med den, så den måske vil køre? Chefer og deres sælgere kører i biler. Hamburg er en bilvenlig by. Den slags bør også tælle med i overvejelserne.

Et flertal i byerne har brugt miljø- og fremkommelighedshensyn som argument mod bilerne. Med hensyn til miljø har man forsøgt at fremme elbiler, fordi de var mere miljøvenlige. Men publikum ville ikke have dem. Med hensyn til fremkommelighed har man sagt, at det ikke nytter at lukke flere biler ind i byen, når de alligevel holder i kø og forurener. Men sandheden er, at gader og veje mange steder med vilje er indrettet, så trafikken går i stå, og desuden mangler der i katastrofal grad parkeringshuse i byerne.

Det er naturligvis i orden, at politikere og interesseorganisationer forsøger at ændre udviklingen i samfundet. Dog er det klogt hele tiden at tage bestik af virkeligheden.

Elbilerne kommer
Elbilerne kommer, de er nu i stand til at præstere en rækkevidde, der gør dem brugbare for de fleste danskere. Hybridbilerne er aktuelt perfekte til kombinationen af by og land. Ældre dieselbiler er med relativt beskedne modifikationer i stand til at leve op til de hårdeste nye emissionskrav. Og nye dieselbiler og benzinbiler, ja de gør det. Så hvorfor mase bilerne ud?

En storby må ikke ende som en krydsning mellem en hårdt pumpet gadefest og Den gamle by i Aarhus. Storbyen lever af investeringer, arbejdspladser og mennesker i bevægelse.

Enhver trafikant må spørge sig selv, om hans eller hendes benyttede trafikform nu også er den eneste rigtige for alle andre. Og enhver bilist må spørge sig selv, hvilke partier eller organisationer, der vil arbejde for at sikre hans eller hendes legitime ret til at køre bil i byerne.

Den blå blok
Hvordan vil blå blok indrette byen, hvis man får politisk flertal i for eksempel København, Aarhus og Odense? Vil man skabe løsninger, så der bliver flest mulige trafikale platforme til rådighed for alle borgere, så trafikken som helhed glider lettest muligt? Vil man gå alle væsentlige trafikårer gennem med tættekam for at fjerne alle de kunstige hindringer, der sætter trafikken i stå? Eller vil man blot lade stå til?

Og vil Socialdemokraterne i de store byer tilslutte sig til en trafikpolitik, der har fremkommelighed for alle som mål. Vil Københavns overborgmester Frank Jensen vende ryggen til ideologierne og satse på en pragmatisk trafikpolitik, der forsøger at gavne alle trafikformer, og som kan gøre det attraktivt ikke kun for studerende, men også erhvervsaktive fædre og mødre at bo og arbejde i København? Det ville kunne være tungen på vægtskålen, der gjorde fremkommelighed for alle og ikke ideologi til det bærende element i de store byers trafik i de kommende år.

Alt det vil trafikanterne gerne vide mere om i god tid inden den 21. november, hvor de skal sætte deres kryds.

Michael Eisenberg er kommunikationsrådgiver, cand.mag.