LOVINDGREB 7000 leasingkontrakter fanges af den nye lov om bilafgifter, fordi de i modsætning til købsaftaler ikke får en overgangsordning.
- Det er principielt forkert, at fast bindende leasingaftaler ikke har en overgangsordning ligesom købsaftaler. Vi kan bare konstatere, at det er den forskelsbehandling, man har ønsket denne gang, siger adm. dir. Gunni Mikkelsen, De Danske Bilimportører, DBI.
Det drejer sig om faste bindende aftaler på leasingbiler, som er indgået hovedsagelig før den 22. september (offentliggørelse af den politiske aftale) samt aftaler indgået i perioden fra den 22. september til den 3. oktober (lovforslagets fremsættelse), og som ikke blev leveret og indregistreret inden den 3. oktober.
Overgangsordning afvist
- En fast bindende aftale indgået eksempelvis medio september, hvor køretøjet leveres fire måneder senere, kan anvende de gamle regler, hvis der er tale om købskontrakter, men ikke hvis der er tale om leasingforhold, påpeger han.
De Danske Bilimportørers foreslog uden held en overgangsregel for sådanne leasingaftaler, hvor bilen først leveres efter skæringsdatoen.
Genforhandling nødvendig
- Vi er nødt til at få det løst, så bilimportørerne og forhandlerne sætter sig sammen med kunderne og finder praktiske løsninger. Det vil sige at genforhandle leasingvilkårene, siger Gunni Mikkelsen.
Han forventer mindelige genforhandlinger. Afgiften på personbiler sænkes i almindelighed, mens leasingselskabernes afgiftsgrundlag hæves i en del tilfælde. Derfor er leasingpriserne typisk uændrede eller måske steget lidt, er Gunni Mikkelsens iagttagelse.
Leasingkontrakter på varebiler er mindre problematiske end for personbiler, fordi afgiftsandelen er mindre. Desuden holdes den gennemsnitlige afgift af varebiler uændret.
Færre kontrakter end normalt
Tidligt i lovprocessen kom DBI’s sekretariat i en foreløbig opgørelse frem til, at det drejede sig om knap 4500 leasingkontrakter. I dag siger Gunni Mikkelsen, at tallet snarere er over 7000, når han inkluderer de medlemmer, som ikke nåede at indberette til brug for henvendelsen til Skatteministeriet.
De knap 4500 kontrakter fordelte sig knap 4000 vare- og personbiler før bilaftalen blev indgået den 21. september og yderligere knap 500 biler fra den 22. september til den 3. oktober (skæringsdatoen). Tallene ligger nok under det normale niveau, fordi det tidspunkt holdt kunderne såvel som leasingselskaberne sig tilbage på grund af den politiske usikkerhed.
Frist til april for købebiler
Overgangsordningen for købte biler, hvor den bindende købskontrakt er underskrevet senest 2. oktober, giver respit med levering og indregistrering til og med 1. april 2018 på gamle vilkår, hvis de er gunstigere end de nye afgifter.
Tusinder af leasing-aftaler i klemme
Bilimportørerne opfordrer til at genforhandle kontrakter, hvor leasingbilen leveres efter lovindgrebets fremsættelse.