RESERVEDELE Den seks år gamle gearkasse. De fem år gamle originale støddæmpere. Og de helt nye karrosseridele. Alt på hylderne - også hengemte og for længst afskrevne reservedele - kan pludselig blive synlige i cyberspace og få nyt liv. Men måske vigtigst: Give penge i kassen i stedet for, en skønne dag, at ryge til ophug.
It-udvikleren til autobranchen, Seek4Cars i Hjørring, har skabt hvad de kalder "Danmarks største lagerreol", der indtil videre har fået navnet CyberStock, og har allerede nu 500.000 dele på de endnu ganske få tilknyttede virksomheders egne lagerhylder, der venter på at blive købt i Danmark eller af udenlandske købere. Dele til en bilmodel kan fremsøges via bilens registreringsnummer.
Ved at lægge sine dele på platformen via Seek4cars kan man få eksponeret sine dele både hos Seek4cars og på egen hjemmeside.
Vigtige aktører med
Autohuset Vestergaard, der er en af landets største bilforhandlere med 10 afdelinger, har indlagt 42.000 reservedele, der kan ses på av-online.dk og på seek4cars.dk. Dele, der er over tre år gamle, giver bilforhandleren 70 procents prisafslag på til autobranchekunder. Også private kan købe.
Foruden Autohuset Vestergaard er også den nordjyske bilforhandler-kæde Uggerhøj med samt DOS Autodele, Scan Auto & Dybbroe Group og Han Herred Reservedelslager. Desuden også Sindal Autoophug med 257.000 dele, idet Seek4Cars håber og forventer, at ophuggerne kommer med generelt via også deres landsdækkende Autoophuggernes Datalager.
Det går stærkt nu
Fra Seek4Cars siger direktør Kim Espersen, at det går stærkt nu med interesse og udbredelse i autobranchen.
- At vi nu har fået så store aktører med som eksempelvis Autohuset Vestergaard er simpelthen en øjenåbner for mange. Rigtig mange kan se en fordel i at kunne sælge både nye og hengemte dele, demoudstyr eller afmonteringshjul på nye biler fra lageret på en samlet platform, der både giver synlighed på egen hjemmeside og vores herhjemme og i udlandet. Også selv om der må gives store rabatter på delene, siger Kim Espersen. Der er allerede eksempler på, at Volvo karrosseridele er solgt til Norge. En Seat midterkonsol, der havde ligget på lager siden 2002, røg afsted for 900 kroner.
Seek4Cars forventer desuden, at det nyt it-lagertilbud vil blive et hit hos danske og internationale veteranbilklubber, især for dem, der ikke evner at kommunikere med tyske eller franske reservedelshjemmesider.
Net-lagerreol til især hengemte dele i luften
It-udvikleren Seek4Cars har udviklet en salgsplatform til nye og især ældre reservedele, der kan komme til at rumme millioner af hengemte dele i autobranchen for salg i ind- og udland.