23948sdkhjf

Magnussen efter uventet optur: De fedeste point i år

Kevin Magnussen er meget tilfreds, efter at han sluttede Formel 1-grandprixet i Mexico på en ottendeplads.

FORMEL 1 Søndagens Formel 1-grandprix i Mexico blev en tumultarisk affære i begyndelsen, men til sidst kunne danske Kevin Magnussen smile efter en ottendeplads og fire point til VM-stillingen.

Den danske kører glæder sig da også over sin placering efter en weekend, hvor der ellers ikke var meget fart i Haas-raceren under træningerne og i lørdagens kvalifikation.

- Det er fedt at køre Formel 1, når sådan noget sker. Sådan en optur gør, at det er det hele værd, siger Kevin Magnussen til TV3 Sport.

- Lige nu føles det som de fedeste point i år.

- Det er klart, at vi er langsommere end Renault, men vi kan godt kæmpe med Toro Rosso. Der er så mange, som får problemer med bilerne, så der er ingen grund til at give op, siger han.

Danskeren var tredjedårligst af alle kørere i kvalifikationen, men på grund af straffe til andre kørere indledte Kevin Magnussen grandprixet i Mexico som nummer 14.

Efter en kaotisk start, der sendte blandt andre briten Lewis Hamilton (Mercedes) og tyske Sebastian Vettel (Ferrari) langt tilbage, avancerede Kevin Magnussen og endte altså med at tage fire point til VM-stillingen.

Dermed har danskeren i alt 19 point efter 18 løb. Han er samlet nummer 14 i VM-stillingen.

Hollænderen Max Verstappen (Red Bull) endte med at vinde løbet i Mexico, mens Lewis Hamilton trods en niendeplads blev verdensmester for fjerde gang i karrieren.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11