Når hjulskift bliver for dyrt

JURA Nej. Ankenævnet har slået fast, at der ikke er pligt til at oplyse kunderne om, at TPMS-ventilerne skal omkodes ved dækskifte.

En kunde købte en ny bil og blev i forbindelse med et dækskifte opkrævet betaling for omkodning af dæktrykssensorerne.

Kunden, der var en ivrig gør-det-selv-hjulskift-type, krævede, at sælger skulle anerkende at ville sørge for omstilling af sensorerne uden beregning, så længe kunden var ejer af bilen, begrundet i den manglende information ved købet.

Det mente sælger dog ikke, at virksomheden var forpligtet til, og kunden indbragte sagen for Ankenævn for biler.

Kunden argumenterede under sagen med, at have modtaget mangelfuld information ved købet af bil omkring betaling for omstilling af dækkontrol ved skift mellem sommer og vinterdæk.

Betalingen for omstillingen, som kunden ikke kunne udføre selv, var dermed uundgåelig og ville blive opkrævet i hele bilens levetid, ved skift mellem dæktyper.

Kunden havde ved købet tegnet en serviceaftale, der dog ikke inkluderede dækhåndtering og derfor ikke omfattede omstilling af sensorer.

Kunden pegede desuden på, at der i bilforhandlerens modelprogram fandtes en større model, hvor sensorerne kunne omstille automatisk ved dækskifte, og kunden var utilfreds med, at sælgeren ikke havde informeret kunden herom.

Obligatorisk sikkerhedsudstyr
Sælger svarede, at TPMS ventilerne er en del af bilens obligatoriske sikkerhedsudstyr, som man ikke kan fravælge, og som sælger ikke var forpligtet til at oplyse om. Videre bemærkede sælger, at dækhåndtering var fravalgt i serviceaftalen. Det betød derfor, at kodning af TPMS ventilerne er en ekstra omkostning ved hvert hjulskift.

Sælger tilbød mod en meromkostning på 99 kr. pr. mdr. for serviceaftalen, at dække to årlige hjulskift, inkl. kodning af TPMS ventilerne.

Videre oplyste sælger til sagen, at der på de forskellige modeller kunne være forskellige variationer af sikkerhedsudstyret, således at dyrere modeller kan være udstyret med sikkerhedsudstyr, der i betjening og funktion kan være anderledes, end på billigere modeller.

Det var korrekt, at der på mærkets topmodel var ventiler på nogle modeller, som ikke krævede omkodning.

Samtidig bemærkede sælger, at kundens henvendelse i salgsafdelingen alene havde koncentreret sig omkring købet af en anden og mindre model.

Det faldt derfor ikke sælgeren ind, at foreslå en model i et helt andet segment, da det på ingen måde var en kendelig forudsætning for sælgeren, at bilen skulle have ventiler, som kunne omstille sensorerne automatisk.

Sælgeren mente heller ikke, at han burde have forudset at de - i forhold til merprisen for topmodellen - beskedne udgifter til omkodning ville have haft afgørende betydning for kundens valg af bilmodel.

Endelig bemærkede sælger, at det jo stod kunden frit for at lade dækopbevaring, dækskifte og omkodning ske hos en anden leverandør.

Uenighed i Ankenævnet
Ved afgørelsen i nævnet stemte ét nævnsmedlem for, at give kunden et prisafslag med den begrundelse, at selv det er korrekt, at alle borgere skal have kendskab til lovgivningen, er dette ikke ensbetydende med, at forbrugerne ved, at udskiftning af dæk vil medføre en tjenesteydelse, som de ikke selv kan udføre. Forbrugere har gennem tiderne selv haft muligheden for at udføre hjulskifte, og der påhviler derfor sælgerne en særskilt oplysningspligt herom.

Det var nævnets flertal dog ikke enig i. Nævnets flertal udtalte, at kundens bil er (lovpligtigt) udstyret med dæktrykssensorer, der efter det oplyste skal kodes i forbindelse med, at der skiftes sommer-/vinterhjul, hvilket sælger havde krævet betaling for.

Der er ikke i parternes serviceaftale, der i øvrigt ikke inkluderer dækhåndtering, holdepunkter for at antage, at kodning af sensorerne var omfattet af serviceaftalen eller er en ydelse, der skal betales af sælger. Kunden fik derfor ikke medhold i sin klage.

På linje med andre kendelser
Afgørelsen er efter Bilbranchens opfattelse korrekt og på linje med nævnets praksis; f.eks. en tidligere sag om salg af en varebil til privat kørsel, hvor kunden krævede at sælger skulle afholde kundens omkostninger til tillægsafgift for privatkørsel i tre år, fordi sælger ikke havde oplyst kunden herom i forbindelse med salget.

Nævnet udtalte i den forbindelse, at sælger ikke havde haft anledning eller pligt til at give oplysning om størrelsen af denne afgift i forbindelse med annoncering, ligesom sælger heller ikke havde tilsidesat sin loyale oplysningspligt i forbindelse med salget, fordi køber af en gulpladebil selv må forventes at sætte sig ind i de afgiftsmæssige regler, der gælder for disse køretøjer.

Det ville pålægge bilforhandlere overordentlig byrdefulde administrative omkostninger og dokumentationspligt, hvis bilforhandlerne af egen drift ved salg af nye biler skulle sørge for at oplyse kunderne om alle de omkostninger, afgifter og andre betalinger, som bilejere pålægges efter forskellig lovgivning.

Hvis kunden derimod direkte stiller spørgsmål herom, eller hvis salgsmaterialet indeholder oplysning om sådanne omkostninger, er bilforhandleren naturligvis ansvarlig for, at denne information er korrekt.