23948sdkhjf

Plastaffald skal omdannes til diesel i Skive

Norske Quantafuel vil etablere sig som den første virksomhed i GreenLab Skive.

ENERGI 60 tons affaldsplast vil dagligt blive omdannet til 15 millioner liter syntetisk diesel af høj kvalitet, når den norske virksomhed Quantafuel AS får etableret sig i midtjyske GreenLab Skive Erhvervspark. Første spadestik til en fabrik forventes taget i løbet af de næste par måneder, og fabrikken forventes færdig i 2018.

- Produktionen af syntetisk diesel fra affaldsplast er en meget mere grøn produktionsform end normal dieselproduktion, og anlægget i GreenLab Skive kan reducere CO2-udledningen med op til 66 procent i produktionsleddet fortæller CEO i Quantafuel, Kjetil Bøhn.

- Faktisk er det et kæmpe skridt for vores virksomhed, at vi nu kan etablere vores første fuldskalaanlæg i GreenLab Skive Erhvervspark. Dette anlæg bliver et referenceanlæg for vores strategiske udvikling og et udstillingsvindue for Quantafuel på verdensplan, fortsætter Kjetil Bøhn.

Quantafuel AS investerer omkring 100 millioner kroner i anlægget, og den grønne diesel vil blive anvendt som tilsætning i almindelig diesel og vil bidrage til at reducere CO2-udledningen i transportsektoren.

Etableringen af Quantafuel vil betyde, at omkring 20 nye permanente arbejdspladser vil blive skabt, når anlægget står færdigt.

En milepæl

Skive Kommunes viceborgmester, Preben Andersen (DF), er stolt over, at GreenLab Skive er blevet valgt som placering for Quantafuel AS.

- Vi kan se, at det lange seje træk, som et samlet byråd har lavet med GreenLab Skive, allerede nu begynder at kaste virksomheder og arbejdspladser af sig, og vi glæder os meget til samarbejdet med Quantafuel, siger Preben Andersen.

Direktør i Energifonden Skive, Steen Harding Hintze, som det seneste år, sammen med virksomheden og Teknisk Forvaltning, har arbejdet på at få aftaler og de tekniske detaljer på plads, er også glad.

- For GreenLab Skive er etableringen af Quantafuel AS en milepæl af de rigtig store. En virksomhed som Quantafuel er visionær og ser affaldsproblemer som en mulighed for at bidrage til den grønne omstilling. Vi er rigtig glade for, at de har valgt at placere sig i GreenLab Skive. 

GreenLab Skive Danmarks største

Den kommende erhvervspark i Kåstrup ved Skive vil etablere et test- og produktionscenter som en symbiose af virksomheder indenfor energi. Erhvervsparken bliver Danmarks største og første fuldskalaanlæg for opgradering af biogas og methanisering via et Power2Gas anlæg, som omdanner vindenergi til gas, der herefter lagres på gasnettet.

Greenlab projektet udvikles i samarbejde mellem Skive Kommune, Energifonden Skive og en række virksomheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078