UDSTILLING Når au2messen i år åbner dørene i Roskilde, er de sjællandske haller udnyttet til fulde. Faktisk slår au2parts sin egen rekord størrelsesmæssigt, da både antal af leverandører er udvidet, og udstillerne bestiller større stande - det betyder, at endnu en hal er taget i brug i Roskilde.
Sammenlagt kan messen anno 2017 tilbyde cirka 130 leverandører, samtidig med at der kan gøres en masse gode køb på dagene. En messeavis er appetizer for nogle af de tilbud, kunderne mødes med på messen. Herudover er en lang række af øvrige messetilbud at finde på dagene messen afholdes. Alle gæster registreres elektronisk, så de via et udleveret besøgskort nemt og hurtigt kan bestille varer hos de udstillende leverandører.
Niels Skak, direktør i au2parts fortsætter:
- 2017 er igen et år, hvor vi kan byde på mange spændende nyheder, der vidner om en branche, hvor der i øjeblikket sker en udvikling, man som branche skal være opmærksom på og klar med tiltag til. I au2parts-regi har vi fornøjelse af at vise en opgradering af vores kundestyringssystem ’au2office’, der er kraftigt optimeret med brugervenligt design, og som er grundskabelonen til de mange nye funktioner, som løbende vil blive offentliggjort i løbet af det næste år, siger Niels Skak.
Klar med økonomisk konsulent
Grossisten tilbyder desuden som den første kæde rådgivning og vejledning fra egen økonomisk konsulent med stort kendskab til autobranchen.
- Bankerne er i dag konsekvente, når det kommer til udlån og konkurrencen er stor, derfor er det mere nødvendigt end nogensinde at have styr på sine nøgletal. På messen bliver der rig mulighed for at få en snak med Per Hebbelstrup, der er au2parts’ økonomiske konsulent og det at have fokus på sine procedurer, og hvordan en optimering af disse kan skabe bedre bundlinje. Måske endda så man kan nå et mål om at få en Gazelle, hvis det skulle være drømmen, forklarer Niels Skak.
Elbiler til børnene
Hos au2parts OE-afdeling drejer det sig for en gangs skyld ikke kun om smadrede biler med buler og ridset lak.
- Her kan man i messens anledning købe elbiler til børnenes glæde - udover at få en snak om, hvad vores OE afdeling tilbyder i hverdagen, fortæller Niels K. Skak og tilføjer:
- Vores kædekoncepter har igen i år en fælles stand med deres samarbejdspartnere, så der er mulighed for et samlet overblik over, hvad tilbuddene dækker over, når et værksted indgår i ét af vores koncepter, uanset om det er AutoPartner, Teknicar eller No-Name man indtræder i. Rudecenter og Diesel-Hybrid koncepterne er selvfølgelig også repræsenteret på standen.
au2messen afholdes i Roskilde og messen er i år fordelt på tre haller, hvor der udover leverandører også vil være mulighed for at hilse på au2parts OE afdeling, au2parts forbrugsvarer, au2parts’ økonomiske konsulent samt få en snak på au2parts’ PROREP stand. Derudover er der mulighed for at møde folkene bag au2parts’ webkatalog, høre mere om au2parts’ fotodokumentation samt se det nye brugervenlige design i au2office. De besøgende kan også gøre et røverkøb, lover grossisten, i au2parts bazaren, hilse på kædekonsulenterne fra de forskellige værkstedskæder, deltage i en lang række af konkurrencer og aktiviteter og meget andet. Ligeledes er der mulighed for at se en lang række produkter i funktion.
Velkendt burgermenu
Når sulten melder sig serveres den velkendte Arizona burger, ligesom der vil være kæmpe hotdogs og kolde drikkevarer til fri afbenyttelse. Det vil også være muligt at møde den nyudnævnte amerikanske mester Jan Magnussen og høre hans indlæg om en karriere i en hæsblæsende og spændende branche og naturligvis se hans DTC-racer på nært hold.
- Vi glæder os rigtig meget til at kunne byde velkommen til årets au2messe. Vores leverandører giver positiv feed-back omkring au2messen, at det er seriøse gæster, vi har besøg af, og det viser sig i større stande og en generel optimistisk indstilling til vores koncept. Vi har i år desuden inviteret fremtidens mekanikere i form af de tekniske skoler, som vi holder specielt VIP åbent for, siger au2parts-direktøren og fortsætter:
- Både leverandører, kunder og personale er vigtige for en messe som dette. Uden dem, ville der ikke være en messe. Derfor gør vi os umage med at sørge for god forplejning til alle, så man kan fokusere på det, man er på messen for.
Grossist oplever igen deltager-boom
Den danske grossist au2parts er klar med sin sjette udgave af den såkaldte au2messe, der stadig vokser.