HØRING I modsætning til Skatteministeriet mener leasingselskabernes organisation, Finans og Leasing, at lovforslaget om lavere bilafgifter strider mod EU-ret.
Problemerne er så store, at Finans og Leasing har sendt en lang klage til EU-kommissionen og har bedt om et hastemøde. Det er de traktatfæstede principper om fri bevægelighed for tjenesteydelser og varer, som er i spil.
Den største anstødssten er genberegningen af køretøjets værdi efter fire måneder. Den skal kun skal gælde leasingselskaber, som kommer til at stå ringere i konkurrencen med bilforhandlere og andre, som køber biler, anfører direktør Christian Brandt, Finans og Leasing.
- Det er kun leasingselskaber, som skal genberegne afgiften ud fra "hr. og fru Danmark-priser" efter fire måneder. Det vil betyde, at en stor rabat, som er resultatet at godt købmandskab, ikke får fuld afsmittende virkning på den værdibaserede afgift,
- Derfor er det relevant, at EU-kommissionen i det mindste bliver orienteret, så kommissionen har mulighed for at give sit besyv, anfører direktøren.
Holder erhvervsliv kørende
- Leasing af personvogne er i høj grad leasing til dansk erhvervsliv. Vi holder så at sige dansk erhvervsliv kørende med nye køretøjer, siger Christian Brandt og fortsætter:
- Vores markedsandel på personvogne til erhvervslivet er mere end 50 procent og endnu større for varevogne. I sidste ende er det dansk erhvervsliv, som må holde for, hvis deres leasingløsninger bliver dyrere. Man kan få den fulde afgiftsfordel ved at importere biler uden om leasingselskaber, men så skal man bruge kassekreditten, og det vil betyde mindre innovation og færre arbejdspladser, påpeger Christian Brandt.
Køb får fortrin
Han skriver i høringsvaret, at man ikke skal holde hånden over afgiftsunddragelse eller "vask af biler", hvilket der allerede er regler mod.
I givet fald burde genberegning gælde alle biler, pointerer han:
- Der skal gælde ens regler for det, der er ens.
"Der er en høj risiko for, at danske bilbrugere vælger køb frem for leasing, fordi ‘køb’ får en afgiftsmæssig fortrinsstilling," skriver Finans og Leasings advokater i klagen.
- Konkurrencen bliver svækket, og det er til gavn for dem i markedet, som ikke bruger leasing. Dermed går det ud over dem, som har brug for en bil, siger Christian Brandt.
Minister afviser EU-problem
Skatteministeriet har vurderet det EU-retlige uden at spørge EU-kommissionen, understreger skatteminister Karsten Lauritzen.
"Der er tale om en generel ordning, der anvendes for alle leasingkøretøjer m.v., og som ikke stiller udenlandske leasingvirksomheder anderledes end danske leasingvirksomheder," opsummerer skatteminister Karsten Lauritzen (V) i lovforslagets EU-afsnit.
Autoforhandlernes organisation afstår fra at kommentere Finans og Leasings klage til EU-kommissionen - næsten.
- Vi har under hele forløbet påpeget, at nogle leasingselskaber har været meget kreative og lavet såkaldt bilvask, der har betydet, at biler kunne køre uden at betale registreringsafgift eller i hvert fald meget lidt, siger adm. direktør Gitte Seeberg, Autobranchen Danmark og fortsætter:
- Det har skabt en ulige konkurrence, som var uholdbar, og som man fra politisk hold har været nødt til at gribe ind over for.
Leasingbranchen klager til EU
Genberegning i regeringens lovforslag svækker konkurrencen, mener brancheorganisationen Finans og Leasing.