ACCELERATION 245 procent - så meget er resultatet steget for den samlede dækbranche fra 2015 til 2016. Det viser Motor-magasinets årlige Top 100, der tager pulsen på bilbranchens økonomiske helbred. Men dykker man ned i tallene, er det specielt to virksomheder, der trækker det samlede resultat op. Nordisk Dæk Import, som er den danske dækbranches største spiller, forbedrede deres resultat med 35 mio. kr. før skat, og har fordoblet overskudsgraden siden 2013.
Årets bedste forbedring går dog til Continental, der formår at forbedre bundlinjen med 172 procent fra 2015 til 2016, og det skyldes ifølge dem selv, at de har fået en større markedsandel. Men hvordan gør man lige det, når man kæmper mod konkurrenter som Bridgestone, Goodyear og Michelin.
- Selvom vi er over 220.000 medarbejdere på verdensplan, så tilpasser vi løbende vores lokale organisationer til de individuelle krav, som forhandlernettet har til os. Forhandlernettet er en af de vigtigste faktorer i vores succes. Det er jo forhandlerne, der møder slutkunderne og er udsat for den lokale kamp om kundernes gunst. De skal derfor kunne stole på, at vi, på tværs af salg, marketing, finance og logistik, altid gør vores yderste for at bistå de enkelte forhandleres forretning med de rigtige produkter, med professionel rådgivning og med fleksibel service, forklarer adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.
Vinterdæk er guld
Overordnet går det godt med bundlinjerne blandt dækleverandørerne. Det danske bilsalg har for syvende år i træk sat rekord, men man skulle tro, at de mange nye biler betyder, at der ville blive solgt færre dæk. Sådan hænger det ikke sammen, for danskerne er blevet bedre til at købe vinterdæk, og når der bliver solgt flere større og dyrere biler, så tjener Continental mere, fortæller Georg Nielsen.
- Selvom nybilsalget har været i højeste gear de seneste år, så er det trods alt kun cirka 10 procent af bilbestanden, der bliver skiftet ud om året, så der er stadig brug for nye, gode dæk til de eksisterende biler. Men et stort nybilssalg betyder også større efterspørgsel på vinterdæk, idet op til 90 procent af de danske bilejere i dag vælger at benytte vinterdæk. Tager vi premium markedet og de kunder, som vi hos Continental primært henvender os til, så er det typisk bilister og indkøbere med høje krav til kvalitet og med fokus på trafiksikkerhed. Her er det vores erfaringer, at bevidstheden om at have de rigtige dæk på til årstiden, og fokus på at skifte dæk i tide, mens der er nok mønsterdybde på dækkene, vægter højt.
Continental er årets duks
Der er fremgang over en bred kam i dækbranchen. Continental forbedrede i 2016 bundlinjen voldsomt - takket være premium vinterdæk.