GRUPPETEST Altid og så igen: Ingolstadt mod München mod Stuttgart. Også i direktørklassen, hvor Audi A6 fighter mod BMW 5-serien og Mercedes E-Klassen. Traditionelt er det et opgør på luksus og prestige selvfølgeligt uden at prisen stikker helt af. Men med de nyeste generationer af de tre er der lagt yderligere et lag på. Moderne sikkerheds-elektronik og moderne underholdnings-elektronik.
Men det overraskende er, at der er en helt tredje egenskab, der får den ene af de tre til at stikke op over de to andre, nemlig ... nej, først elektronikken i Audi A6, BMW 5 og Mercedes E - alle tre i netop den udgave, der er så oplagt til dansk asfalt og danske firmabilkørere: Den 2-liters diesel.
Alle mulige former for elektronisk underholdning har indtaget bilerne 2017 - infotainment, siger vi Selvfølgelig smartphonen koblet op til bilens skærm og højtalere og GPS af den mest avancerede type, men også gimmicks som at kunne låse bilen op og i via smartphone og hjælp til parkering. Hvor langt man vil gå ad denne sti afhænger kun af hvor mange flueben, kunden vil sætte på købskontraktens liste over ekstraudstyr.
Med til at understrege stilen på first businessclass er instrumenter og skærme. Selvfølgelig har alle tre en stor skærm på instrumentbordet - men præcist her er Mercedes forrest, fordi den har den største skærm, der i øvrigt er integreret i selve instrumentbordet, mens de to andres skærme står ovenpå instrumentbrættet. BMW’ens skærm er placeret på den elegante måde, mens Audiens mere ligner noget, der er blevet sat på i sidste øjeblik. Bilen med de fire ringe er jo også den ældste af de tre.
Og mere kabine: Man sidder godt bag rattene i alle tre biler, ja, slet og ret perfekt. Korrekt placeret rat, store sæder - alt kan i alle tre justeres langt ud i alle retninger, så alle er sikre på at kunne finde sig den absolutte kørestilling. Måske er den "fedeste" kørestilling i BMW’en; mest af alt, fordi man holder om et tykt rat med læder formet præcist efter hænderne.
Og mere elektronik. En gang sad sikkerheden i ABS-bremserne og senere i ESC-systemer; det er længe siden. I dag er elektronisk sikkerhedsudstyr oppe i et helt andet gear - førerassistenter.
Først og fremmest skal en moderne bil have automatisk nødbremse, der både kan "se" en bil og person - det er en selvfølge i biler af denne type. Dernæst hører adaptiv fartkontrol med til effektiv sikkerhed - systemet, der både kan holde en bestemt hastighed, bremse ned, hvis nødvendigt og atter accelerere op til farten, når der igen er plads foran. Undersøgelser viser, at netop den adaptive fartkontrol mindsker antallet af sammenstød på især motorveje. Også det er en A6-, BMW 5- og Mercedes E-selvfølge.
Og lige for en ordens skyld: Alle tre bilers systemer virker glimrende: Bilerne følger trafikken foran omhyggeligt, er gode til at læse trafikken og bremse ned i passende tid med bløde bevægelser. Og tilsvarende, når der atter er plads foran at accelerere bilerne næsten lige så hurtigt og blødt som en menneskelig speederfod ville gøre.
Præstationer og forbrug samt dermed CO2-udslip er tæt på ens for alle tre, dog er Mercedesen lige en anelse foran: Stuttgart accelererer lidt hurtigere og bruger en smule mindre brændstof. Men det er alt sammen i detalje-afdelingen, og ingen kan på virkelighedens asfalt mærke forskel på 0-100 km/t på 7,3 sek. og 7,7. Det er under alle omstændigheder hurtigt.
Alligevel vinder E-Klassen opgøret på køreoplevelse; E-Klassen er slet og ret den mest sporty af de tre. Bilen tager lidt mere ved, så at sige, når man drejer ind i sving. Styringen er lidt hurtigere, bilen reagerer mere NU på rat og pedaler.
Så opgøret mellem de tre store fra Tyskland: Jeg peger på E-Klassen som vinder på grund af køreglæden. Og det gør køberne i øvrigt også. I perioden 1. januar 2017 til 31. august i år er salgsracet dette: På plads nummer tre: BMW 5-serien med 595 solgte biler, på andenpladsen Audi A6 med 660 biler solgt og på toppen af podiet: E-Klassen med tæt ved 1.500 solgte biler - 1.492 for at være præcis.
Hvilken forhandler har de stærkeste premiumkort?
Der er prestige at sælge en bil i direktørklassen til måske 750.000 kr. Tre af de store har stærke kort i klassen; hvilken sælger tager så stikket hjem i spillet mellem Audi, BMW og stjernen fra Stuttgart? Vi har svaret.