SUVTEST Egentlig skulle den nye Peugeot 5008 have været virkelighed allerede allerede dette forår, men succesen med Peugeot 3008 har været så stor, at der manglede kapacitet til at producere den længere og derfor syvpersoners variant 5008. Det problem er nu løst; 5008 er klar hos forhandlerne.
5008 er på én gang et gammelt navn og en ny bil. 5008 fandtes jo allerede i franskmændenes modelprogram som en typisk MPV fra 2009. Men netop denne type bil er tiden åbenbart løbet. Helt modsat er det med SUV’en, der er hot som aldrig før.
Derfor greb Peugeot til et smart trick, da den første 5008 fra 2009 skulle fornys - den blev da bare døbt om fra 5008 til 5008 SUV. Smart, ikke sandt? Oversmart vil nogle sikkert sige.
Men der er dog mere end betegnelsen "SUV" til forskel fra den første til den anden 5008. Den nye er vitterligt langt mere SUV end den første; dog farer den ikke så meget over i en ny grøft, at den er en egentlige terrænmaskine med firehjulstræk og grovkornede dæk. 5008 placerer sig mellem den traditionelle opfattelse af de to biltyper og præsenterer derfor en ny type bil.
Plads til syv er ikke nyt i sig selv, men 5008 kombinerer de mange pladser med det hidtil smarteste design og, nok så vigtigt, sætter kabinens indretning ny standard.
For i 5008 er det let at klappe sæderne op og ned, klikke dem frem og tilbage, tage de bageste to ud og ind - eller op og ned af "kælderen." Uden en direkte sammenligning tør vi udråbe 5008 til at være den letteste at betjene.
Og pladsen på pladserne: I de to forreste sæder sidder man glimrende, god plads i alle retninger, store, faste sæder. På den midterste sæderække er tre sæder, der alle kan køres frem og tilbage. Selv når jeg sætter mig bag mig selv - 189 cm høj - er der godkendt plads på anden række, men altså ikke mere end lige præcis plads nok helt ude bagved i grisekassen.
Stor SUV og køreegenskaber forenes på en ny måde i den nye franskmand. På trods af sine store hjul er komforten i orden, mens bilens evner til at køre i sving er en overraskelse. En så høj bil med så lang affjedring er pr. princip ikke meget for sving og sporty kørsel. Men med 5008 er det anderledes.
Vi gætter på, at der bliver drukket et glas champagne hos landets Peugeot-forhandlere, når første 5008 er placeret i vinduet. Og hos kollegerne hos Skoda og Nissan slibes stålet.
Ny Peugeot 5008 - SUV på en ny måde
SUV er bilverdenens stærkest buzzword. MPV’en Peugeot 5008 er derfor blevet til en SUV. Men den nye 5008’er mere end et smart navn - den har også klassens bedste kabine.