Tvister om serviceaftaler

JURA Mange bilejere er begejstrede for serviceaftaler; en avanceret - og ofte også lidt dyr - måde at have et bilbudget på. I praksis oplever flere bilejere dog, at netop serviceaftaler kan blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke formår at budgettere korrekt med sit kørselsbehov eksempelvis. Derudover kan der i mange situationer opstå udfordringer i forhold til at definere, hvornår eksempelvis bremser skal udskiftes.

Det viser to sager fra Ankenævn for biler på bedste vis.

I den ene sag havde en kunde købt en fabriksny bil med en fem-årig servicekontrakt på. Da bilen blev fire år blev den rutinemæssigt indkaldt til syn. Kort før synet havde serviceværkstedet bilen inde til service i henhold til servicekontrakten, og i den forbindelse vurderede mekanikeren ved en visuel kontrol af bremserne, at disse sagtens kunne køre videre. Under ankenævnssagen kom det frem, at serviceværkstedet ville have indkaldt bilen til et såkaldt synseftersyn inden synet, men da kunden ikke var bekendt hermed, kørte hun bilen til syn umiddelbart. Bilen blev kasseret på grund af tærede bremser. Det er uklart, om synseftersynet ville have været omfattet af serviceaftalen.

Under sagen krævede kunden bremserne skiftet for serviceværkstedets regning, hvilket blev gjort kulant. Kundens ankepunkter var først og fremmest, at hendes tillid var blevet misbrugt, fordi hun havde forventet, at serviceaftalen ville dække samtlige de reparationer, som værkstedet ville have anbefalet hende, hvis hun havde været en ordinært betalende kunde. Hun følte sig med andre ord snydt fordi værkstedet - efter hendes opfattelse - bevidst havde sparet på reservedele og den slags for at holde omkostningerne nede.

Eftersom bremserne var skiftet efter kundens ønske, fik hun ikke yderligere medhold. Dette skyldes blandt andet også, at ankenævnet ikke kan tage stilling til krav som følge af tillidsbrud. Kunden blev heller ikke kompenseret prismæssigt for det sidste års service.

Kunden havde kørt for meget
Den anden sag handler om overkørte kilometer.

Det siger sig selv, at kunden er nærmest til at budgettere med, hvor mange kilometer vedkommende skal køre i perioden for serviceaftalen. Jo flere man kører, jo dyrere må man forvente, at det bliver. Oftest - for ikke at sige altid - er det billigst at købe flere kilometer inden aftalen skrives under.

En kunde havde købt en fabriksny bil med en tre-årig serviceaftale dækkende 35.000 km. til en samlet pris af 200 kr. om måneden. Ved et service, da bilen er 2½ år gammel blev det konstateret, at der allerede på daværende tidspunkt var kørt mere end de 35.000 km. Kunden påstod, at hun på daværende tidspunkt blev rådet til at foretage en opgradering af aftalen, men hun modtog aldrig nogen opfølgning på dette. Efter udløb af serviceaftalen modtog kunden en faktura på de nu overkørte kilometer; i alt 15.000 km. Fakturaen herfor lød på knap 5.000 kr. svarende til differencen mellem den faktiske servicekontrakt og en servicekontrakt svarende til det faktisk kørte antal kilometer. Serviceværkstedet oplyste under sagen, at de reelt set havde haft ret til at udfakturere de overkørte kilometer til en samlet pris af ca. 8.000 kr.

Ankenævnet gav ikke kunden medhold. Der forelå en klokkeklar aftale om, at overkørte skulle udfaktureres efter et bestemt mønster, og kunden havde ikke bevist, at der var indgået en aftale om andet. Tilmed havde serviceværkstedet fundet en løsning, der var billigere for kunden, hvorfor kunden havde fået mere, end hun havde krav på.

Sagerne viser, at man skal huske at læse alt det med småt, førend man kaster sig ud i en serviceaftale. Derudover er tilliden - som første sag især viser - væsentlig, især fordi dansk ret ikke har tradition for at yde kompensation for andet end direkte tab.