OPGØR Der er ganske enkelt ingen gode argumenter for den udmelding, Bilbranchen DI kom med i sidste uge her i Motor-magasinet om brugte bildele, mener Dansk Bilbrancheråd. I sidste uges avis fremhævede Bilbranchen DI, at man som organisation ikke mener, at man, som Håndværksrådet har foreslået, bør ændre den nuværende lovregel om, at skadesopgørelsen skal ske på grundlag af bruttopriser på nye reservedele til, at opgørelsen kan ske med brugte dele.
Det skal man ifølge Bilbranchen DI ikke, fordi det fører alt for tungt administrativt arbejde med sig, når skadesopgørelser på biler kan ske med brugte dele.
Udmeldingen fra Bilbranchen DI vækker dog stadig stor forundring hos Erik S. Rasmussen, der er direktør hos Dansk Bilbrancheråd.
- Argumenterne for at vi skal genbruge flere bildele i Danmark står simpelthen i kø. Derfor skaber det her dyb forundring hos mig, at Bilbranchen DI helst vil være fri for genbrugsdele og en lovændring, fortæller Erik S. Rasmussen.
Hos Dansk Autogenbrug (DAG) er man, ikke helt overraskende, på bølgelængde med branchedirektøren. Børge Madsen, direktør for DAG, supplerer:
- At Bilbranchen under DI slår til lyd for, at brugte dele ikke må indgå i opgørelsen af autoskader er ligeså absurd, som hvis vi autogenbrugere stillede krav om, at bilafgifterne skal stige markant, så der kunne repareres mere uden at nå reparationsgrænsen, siger Børge Madsen.
Mangedobling af opgaver
Hos Bilbranchen DI forstår man godt, at udmeldingen kan virke lidt opsigtsvækkende. Omvendt fremhæver Thomas Møller Sørensen, direktør i Bilbranchen DI:
- Vi skal lige huske på, at alt ikke er roserødt, hvis vi taler om at ændre i lovgivningen i forhold til nye og brugte bildele. Jeg hører fra flere af mine medlemmer, at de er nervøse for, om vi vil kunne bære et eftermarked, hvor massivt flere skadesopgørelser rummer brugte dele. Vi bakker naturligvis op om, at vi som branche og land skal genbruge så meget som muligt, men vi må også lige være lidt realistiske, siger Thomas Møller Sørensen.
Ifølge ham vil flere brugte bildele i processen med skadesopgørelse i værste fald føre til, at opgaverne trækker ud, hvilket i sidste ende vil få priserne på opgørelserne til at stige. Det forstår man dog ikke tilbage hos Dansk Bilbrancheråd. Erik S. Rasmussen uddyber:
- Danmark er et lille land, vi er gode til at opmærke og registrere genbrugsdele, og i min optik er baglandet helt klar til at skrue op for andelen af genbrugsdele. Det samme er politikerne, så igen falder et argument om store administrative problemer fra hinanden.
Den franske model
Hvad der også har fået både Dansk Bilbrancheråd og DAG op i stødet er Bilbranchen DI’s reference til den fransk lov om brugte bildele. Siden 1. januar 2017 har det været et lovkrav i Frankrig, at værksteder skal tilbyde bilejerne opgørelser og reparationer med både brugte og nye bildele. Til det skrev Bilbranchen DI i sidste uge:
’Foreløbige erfaringer fra Frankrig, der har haft krav om tilbudsgivning af både brugte og nye dele ved bilreparationer siden årsskiftet, viser, at den nye lovgivning medfører en lang række administrative byrder. Det gør blandt andet, at de mindre værksteder ikke har mulighed for at overholde de nye regler.’
Det mener Børge Madsen fra DAG er helt skudt ved siden af:
- Bilbranchen har fuldstændig misforstået den franske lovgivning og vore og eftermarkedets ønsker til at ændre reparationsreglerne i registreringsafgiftsloven. Det handler jo ikke om - som Bilbranchen opfatter det - at værkstederne skal afgive tilbud på reparation med brugte dele. Hverken i Frankrig eller hos os. Men at lade det være op til mekaniker, forsikringsselskab og forbruger at vurdere, hvad der bedst kan betale sig.
Men ifølge Thomas Møller Sørensen har franskmændene bare meget svært ved at administrere loven.
- Vi hører fra vores franske søsterorganisation, at det her skaber administrative pukler, som især rammer de mindre værksteder. Vi vil rigtig gerne have mere genbrug. Vores medlemmer bruger allerede i dag mange genbrugsdele, når de laver tilbud til bilkunderne. Men vi mener stadig ikke, at en lovændring på området er løsningen, siger branchedirektøren.
Bilbranchen DI i modvind om brugte dele
Flere branchefolk er dybt forundret over udmelding fra Bilbranchen DI, der vil undgå brugte dele i skadesopgørelser.