MARKEDSFØRING Det er så let som ingenting at finde et par argumenter for at være aktiv udstiller til et event som Copenhagen Historic Grand Prix: "En rigtig hyggedag - kunderne vil elske os for det!" "Det er branding, så det vil noget."
Men nu er der gået nogle uger, siden Racerprins Joachim, Tom Kristensen og de andre (af og til) gamle mænd, gav den gas på vejene omkring Bellahøj Svømmehal 4.-5. august. Dækrøgen har lagt sig, og det er tid at spørge sig selv: Var det indsatsen, tiden og ikke mindst pengene værd?
Vi spørger en række af de firmaer, der var med, hvor gassen brændte - altså den på inderkredsen og ikke ude på asfalten mellem Tom, Prinsen og de andre.
Kenneth Saust Yokohama - dæk
"En naturlig del af den måde, vi møder markedet på"
- Yokohama leverer dæk til mange racingklasser, blandt dem DTC og Legends som begge kørte ved CHGP. Så vi er der for at støtte op omkring vores motorsportsengagement. Vores kunder er jo branchefolk, og traditionelt er der stærke bånd mellem netop dæk- og autobranchen og motorsporten.
- Vi bruger mange timer uden for normal arbejdstid til disse aktiviteter, og føler at det er en helt naturlig del af den måde, vi møder markedet på. Så længe vores tilstedeværelse er relevant, så vil Yokohama være at finde, når der er motorsport på kalenderen ...
Niels Skak, au2Parts - reservedele
"Effekten er jo svær at måle"
- En weekend som CHGP er jo en måde at være sammen med kunderne på. Men det er jo svært at måle værdien - hvad er den reelle værdi for os i at være med, er spørgsmålet. Og det er jo et stort budget, der rulles ud sådan en weekend. Men vi har været med i en lang årrække, og vi får positiv respons både fra kunder og fra egne ansatte.
- Så ja, jeg regner da med, at vi er med næste år. Men prisen stiger jo lidt år for år fra arrangørernes side - og til sidst knækker filmen. Det er som en elastik; hvor meget kan man strække den, inden den sprænger?
Søren Hyltoft, Land Rover og Jaguar - biler
"Vi var også i Skagen uge 29"
- Vi har i 2017 valgt at opsøge kunderne uden for forretningerne, og starte vores bekendtskab med kunderne til events og arrangementer, som vi syntes matcher Jaguar & Land Rover. CHGP er et godt eksempel, men vores aktivering af vores modelprogram har også været til DM i ridebanespring i Sommersted og på Ruth’s Hotel i Skagen uge 29 & 30, ligesom det er helt naturligt, at vi møder kunderne på vores eget Land Rover Experience center ved Tirsbæk Gods omkring Vejle.
- Vi forventer at bevare samme opsøgende strategi næste år, men har ikke lagt os fast på, hvilke events det bliver endnu.
Gunnar Aaskov - leverandør
"Tiden brugt svarer ikke til det, vi får ud af det"
- CHGP; den tid og den energi, der er lagt i løbet, svarer ikke til det, vi får ud af det. Men CHGP er et spændende sted at være og nok en nødvendighed, når vi nu en gang er i den branche.
- Så ja, vi er også med i CHGP næste år, ligesom vi normalt er repræsenterede i Aarhus.
Thomas Larsen Honda - biler
“Vi kører næste år igen!"
- JA! CHGP var tiden og energien værd. Vi havde en supergod weekend med rigtig god fokus på Honda! At vi havde NSX og ny Type R med har selvfølgelig hjulpet på det hele, og at NSX vakte meget opmærksomhed og fokus på Honda - måske også fordi vi havde den tidligere Formel 1-verdensmester Jacques Villeneuve til at køre bilen rundt på banen til Race for Riget.
- Med hensyn til salg af vores "almindelige" biler: Interessen for Honda var generel rigtig fin i selve weekenden og har efterfølgende resulteret i kundehenvendelser hos forhandlerne. Men for at konkludere: Vi er glade for vores deltagelse, og vi regner også med at være til stede igen næste år.
Jeanette Hindsgavl FTZ - reservedele
"Det er en selvfølge at vise FTZ-flaget her"
- Det er bestemt værd for FTZ at deltage på CHGP. Vi lægger utroligt mange kræfter i vores område og arrangement. Vi har toptunede og engagerede medarbejdere, som virkelig brænder igennem. Det trækker "tænder" ud, men det er et sted, hvor vi skal være til stede, og hvor det også giver mening for os at vise FTZ-flaget.
- Selvfølgelig er det nogle lange og hårde dage, men efterspørgsel, feedback og ikke mindst ros viser os, at vores set-up er i vinkel. Og så er det fedt at kunne invitere vores kunder og samarbejdspartnere inden for på vores område, og "forkæle" dem gennem dagene.
- Så ja - vi er selvfølgelig med i 2018 igen, hvor vi udvider vores område, da de fysiske rammer er blevet for små i forhold til antallet af besøgende.
Franck Maurin Total Nordic - olie
“Vi har fået høje ratings fra vores kunder"
- Vi er med i København, fordi involvering i motorsport ligger dybt i Totals rødder. Vi har været teknisk partner og aktiv i motorsport i flere end 45 år og har udviklet motorolier og smøreolier i internationale løb. Så sammenhængen er oplagt.
- CHGP er en motorsportsevent, der gav os en unik mulighed for at fremhæve det succesrige samarbejde mellem Total og Aston Martin Racing Team - så hos os kunne man opleve en tro kopi af Vantage GTE #95, der jo blev kørt af de to danskere Marco Sørensen og Nicki Thiim; de to kom forbi i løbet af weekenden.
- Så ja, vi synes, det både var tiden, energien og pengene værd. Vi havde inviteret 400 gæster, og ud fra tilbagemeldingerne giver kunderne os høje ratings.
Anders Tystrup Toyota-Danmark - biler
"Måske vi skal være med andre steder også"
- Copenhagen Historic Grand Prix var et super arrangement, og vi havde virkelig mange besøgende forbi vores udstillingsstand. Vi kunne jo også byde på en hel masse lige fra Toyota 2000 GT Bond-bil til Le Mans-bilen.
- Vi har endnu ikke besluttet, om vi også deltager næste år, men vores positive oplevelse af i år vægter helt sikkert i den rigtige retning. Men det får os da også til at overveje, om vi skal deltage i andre tilsvarende løb andre steder i landet.
En fed dag til CHGP - men var den pengene værd?
Efter at (dæk)røgen har lagt sig, kommer spørgsmålet snigende: Var det nu tiden, indsatsen og ikke mindst pengene værd at være udstiller til CHGP? Vi spørger bl.a. FTZ, Yokohama og Toyota. Ikke alle råber "Yes!"