MIKRO Kan du huske tuning i "gamle dage;" den gang med ombyggede Escorter og Kadetter, senere pumpede BMW’er og Porscher.
Opskriften var den samme hver gang: Lavere undervogn, større hjul, skarpere lyd i potten - og især i nogle kredse tonede ruder. Plus en tunet motor - enten større slagvolumen eller med turbo. Sådan var tuning.
Men den internationale finanskrise 2008 satte sine spor overalt - også i tunerverdenen. Tuning på den måde forsvandt stort set fra jordens asfalt.
Men nu er den der igen - tuning efter den originale opskrift. Kun på to punkter adskiller tuning årgang 2017 sig fra tuning årgang 1997, ’87 og ’77. 1) Bilerne, der tunes. 2) Motoren røres ikke.
Tuning the Original Way har ramt de seneste års mest solgte biltype, mikrobilerne. Især trillingerne Citroën C1, Peugeot 107/108 og Toyota Aygo - de små med 1-liters, 3-cylindret motor.
- Vi kaster os jo over netop disse biler, fordi de er billige - og så kan man jo vælge at gøre mere af udstyr og ombygning.
Sådan rammer Andreas Drustrup fra Citybugowners.dk den nye trend ind. Citybugowners er en af klubberne for mikroerne, en klub med sine rødder i Jylland.
Andreas, hvordan er den mest typiske ombygning af en "Citybug?"
- En ombygget citybug - opskriften er typisk denne: Bilen skal sænkes, og der skal monteres større hjul. Udstødningen skal skiftes - fra original til et system med en skarpere lyd. Og kabinen: Først og fremmest skal der være mørkere ruder, og der må rigtigt gerne monteres et fedt lydanlæg.
Hvad med din egen bil - hvilken tur har den fået?
- Den er sænket 30/30 - altså 30 mm foran og 30 mm bagved. Så har den 15" aluer og mørke ruder. Men den står for at skulle laves om - f.eks. skal den have helt ny folie. Og den skal være færdig til Night Race på Padborg Park.
Og på den måde er Andreas jo præcist som alle andre ombyggere har været altid: Der er altid et nyt projekt på vej.
Supportklub for Aquila racerne
At medlemmerne af Citybugowners virkeligt er glade for deres 3-cylindrede biler understreges af, at klubben senest er blevet såkaldt supportklub for den nye klasse i dansk motorsport, nemlig Aquila Synergy Cup - de danskkonstruerede og -byggede talentracere med komplet drivline fra Toyota Aygo. Ja, der er samme motor i den japanske mikro og den danske racerbil. Så dér er den fælles berøring.
Citybugs er altså nu for de tre oprindelige trillinger, C1, 107 og 108 samt Aygo. Men klubben arbejder med et få de "nye" trillinger med, nemlig Volkswagen up!, Skoda Citigo og Seat Mii. For det er jo den 3-cylindrede motor og måske i endnu højere grad bilernes lave pris, der er den virkelige krumtap om fællesskabet i klubben.
De går forrest i Citybugs og har allerede haft held til at starte en ny bølge af tuning som den gang.
- Hey, bryder Andreas ind - du må godt skrive, at der er nogle, der siger konebiler. Men det er noget vrøvl; det er citybugs.
Sådan tunes en mikro
Lav undervogn, store hjul, tonede ruder, skarp tone i udstødningen. Old School Tuning har ramt nutidens biler med 3-cylindrede, 1-liters motorer.